
Pasfall – Årets frokostrestaurant ligger i Odense
Egentlig troede Thomas Pasfall, ejer af gourmetrestauranten Pasfall i hjertet af Odense, at han havde størst chance for at vinde i kategorien Bedste Dessert, da Den Danske Spiseguide i søndags hyldede landets bedste restauranter ved prisoverrækkelse og gallamiddag. Thomas har i mange år perfektioneret sin moderne fortolkning af den klassiske, fynske brunsviger, men det var ikke desserten, der i sidste ende sørgede for, at Pasfall løb med en pris, men i stedet nomineringen som årets frokostrestaurant. Det havde hverken Thomas eller teamet forventet, men prisen er noget af en kraftpræstation at få under eget tag, da Danmark ikke er det letteste land at få frokostkunder i. Det ser dog ud til at Pasfall har knækket koden, og på stedets frokostmenukort går man det klassiske, franske køkken i bedene med et fynsk twist i form af østers, confiteret and, tatar og sprødt svinebryst med spidskål og rygeost.

Eventyret venter Under Lindetræet
Der er godt gang i gravearbejdet i centrum af Odenses gamle by, hvor Under Lindetræet med Brian Madsen ved roret har til huse lige overfor H. C. Andersens barndomshjem. Man er nemlig ved at anlægge en eventyrlig have, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i den berømte digters verden, og man finder næppe en mere idyllisk beliggenhed. Apropos eventyr er Eventyrmenu netop navnet på Under Lindetræets signaturmenu, hvor klassiske teknikker møder det moderne køkken. Restauranten gør en dyd ud af at bruge lokale råvarer, og det er som at træde ind i en helt speciel tidslomme når man går igennem døren i det lille byhus, og spiser bag de ældgamle, blyindfattede ruder med udsigt til stedets smukke lindetræ.
Kong Volmer - Forever klassisk
Hos indfødte David Levy Nielsen i den intime Brandts Passage lyder parolen: ”en dag uden smørrebrød er en spildt dag”, og David har om nogen formået at skabe Odenses nok mest livlige smørrebrødsrestaurant med fokus på velsmag, hjemmelavede lækkerier og kammeratlig atmosfære. Det er ikke fordi det vrimler med smørrebrød i Odense , men inde hos David finder man en frokostliste så lang og fyldig, at tænderne løber i vand. Det er den gode mad iblandet Davids ærlige tilgang til faget, der har skabt succesen, og alle detaljer tæller med i regnskabet over hvad der skaber det perfekte smørrebrød:”Man skal ikke sidde her og drikke latte”, har david før udtalt til Spiseliv, for kaffe passer bare så utrolig dårligt til smørrebrød – så hellere en kold øl eller en skarp snaps!

Sirup Bar og byens bedste Espresso Martini?
For blot et par måneders tid siden åbnede Jesper Serup Sirup Bar i det lune hul mellem St. Gertruds og Franck A. Begge er sværvægtere og institutioner i det odenseanske, men et gammelt marketing-kneb siger, at hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Franck A er siden lukket, og desuden er der intet galt i at klemme sig ind på en allerede kendt adresse for både Jesper og hans bartender, Mathias Laursen. De har skabt et lækkert sted med eksklusiv atmosfære, hvor priserne dog absolut er til at betale – en cocktail kan bestilles fra 59 kroner, og der arbejdes hårdt på at lave de bedste drinks i byen. Til maden kan der nydes sprøde snacks og småretter, og oplevelsen bliver helstøbt.

Mmoks – Sidste jul og nytår med et uforglemmeligt sted
Den usædvanlige restaurant Mmoks, hvis navn er slang for kaffe, har fået det til at gære og boble på den fynske restaurantscene siden de flyttede ind i Kongensgade og vendte op og ned på hvad man ellers møder på sædvanlige restauranter af Mmoks kaliber: her serveres der nemlig lækre retter på lokale råvarer rettere ud fra deres smag og potentiale end fra hvor retterne kommer fra. Man kan både møde det franske, italienske og nordiske her, og hierakiet i køkkenet er usædvanligt fladt, så alle får noget at sige. Frugt og grønt henkoges og fermenteres, så sæsonerne strækkes, og gæsterne kan selv sammensætte deres menuer på kryds og tværs. Køkkenchef Mads Friis og hele hans team har virkelig skabt noget unikt, men i år er det sidste gang, at man kan opleve julemad og nytårsmenu på Mmoks, fordi stedet lukker, når året rinder ud. Mads har nemlig besluttet at passe bedre på sig selv og den gigt, der nu får ham til at sætte tempoet ned. Der skal lyde en kæmpe hyldest herfra Spiseliv til Mads, som vi selvfølgelig håber på at se i fuld vigør igen.

Restaurant Grand og den gode historie
Siden 1897 har der ligget et hotel her på adressen blot et par minutters gang fra den gamle by i centrum, og man fornemmer historiens vingesus i de smukke rødstensvægge og lysekronerne. Glem alt om minimalisme og glasfacader, her kan man både bo og spise meget stemningsfuldt og føle sig som en del af historien. Hotellet er lækkert nyistandsat, og man spiser i en forgyldt sal med hyggelig belysning og højt til loftet. Grands restaurant kan det hele men er særligt kendt for sin højtbelagte smørrebrødsbuffet der kan nydes på udvalgte lørdage fra 12-15 for 245kr.

Restaurant Nordatlanten og de nordiske smage
Nede ved Odense havn har Restaurant Nordatlanten påtaget sig den imponerende opgave at repræsentere mad, smage og råvarer fra vores nordiske naboer, mere præcist Grønland, Island og Færøerne, og det er noget, der forpligter. Kokkene har gang i birkesirup, snaps, tang, salt, lam og masser af fisk og skaldyr, som de får fra deres betroede leverandører i det nordiske, og tiden er fløjet så hurtigt, at de allerede kan fejre 5 års fødselsdag. Igennem hele november og december kan man opleve velsmagende og anderledes retter her ved vandet, og hylde kokkenes vilje til at slå et slag for den nordiske smag.

Sortebro Kro og den overdådige vinter
Lige udenfor Odense ligger der en unik institution udi lokale råvarer og kraftige retter, der bare siger POW! Til ganen og fantasien. Det er John Kofoed og hans hustru Melina´s fulde fortjeneste, for de har nu i snart 2 årtier inviteret gæster til deres idylliske bindingsværkskro, der ligger smukt på kampestensfundament og omgivet af krogede træer. Indretningen er rustik i bedste kro-stil, og maden på tallerkenen giver et ordenligt lods til smagsløgene. Det er husmandskost, som mange har glemt hvordan man laver, og når mørket falder på i de mørke vintermåneder er der virkeligt noget at komme efter, med vildt, mørke bær, svampe, kål, fynske blommer og æbler på menuen. Oplevelserne står i gradbøjet kø op igennem de 3 menumuligheder, hvis retter udvider sig trin for trin igennem henholdsvis aftenmenuen, smagsmenuerne og signaturmenuen.