Så er fasten snart forbi og Påskebordene ved at blive klargjort til forårsglade gæster, som glæder sig til det populære Påskebord dækket i smukke pastelfarver og fyldt med alskens lækkerier. Spiseliv byder ind med lidt inspiration til hvor Påske kan fejres.
Allégade 10 på Frederiksberg
Hos Allégade 10 serveres der dette indbydende Påskebord både Påskedag den 17. april og anden påskedag den 18. april fra kl. 13:00 – 16:00. Her er altid smukt pyntet på terrassen og i de historiske stuer indenfor.
Menu: Kryddersild og marineret sild m. karrydressing - Æg og rejer m. mayonnaise - Rødspættefilet m. remoulade - Røget laks m. rygeostcreme og asparges - Hønsesalat m. bacon - Tarteletter m. hønsefyld og asparges - Flæskesteg m. rødkål og surt - Lammekølle m. mintgelé - Mild ost og brie serveret med frugt og kiks.
Pris: kr. 349,-/kuvert .... ønskes fri øl, vand og vin ad libitum i 4 timer kr. 239,-
M.G. Petersens Familiehave på Frederiksberg

M.G. Petersens Gamle Familiehave på Pile Allé åbner sæsonen Skærtorsdag og Påsken fejres fra den 14. april til og med den 18. april fra kl. 12:00 - 19:00. Menuerne for 2022 er ved at være klar på hjemmesiden, men det er altid klassisk dansk mad, lækre smørrebrød, kolde borde og buffeter, som passer godt til højtiderne. Priserne er fra 249,- for det kolde bord.
Allékroen ved Kastrup metro

Allékroen i Kastrup ligger lige ved metroen og er en hyggelig dansk restaurant med et klassisk dansk menukort. Påsken fejres fra Skærtorsdag den 14. april til og med Påskedag den 17. april med det store Påskebord, som byder på 17 forskellige anretninger af Påskens favoritter til kun kr. 249,-
Det Lille Apotek

Hos Københavns ældste danske restaurant Det Lille Apotek i store Kannikestræde, findes et hav af klassiske smørrebrød, lune frokostanretninger og platter i flere størrelser. Køkkenet er åbent fra kl. 11:30 til 22:00, så Påskefrokosten kan også blive til en påske aften i denne historiske perle.
Restaurant Frida´s

Hos Restaurant Frida´s ved Skt Jørgens sø og Planetariet, er der altid dækket op til en klassisk dansk frokost, også til Påske. Her er plads til at samle familien til Frida´s frokostanretning som byder på marinerede sild med løg og kapers - Røget laks med asparges - Krabbbesalat med citron og dild - Roastbeef m/remoulade og peberrod - Lun Mørbrad med bløde løg og surt - Ost med kiks til kr. 239,-/kuvert (min. 2 kuverter)
Restaurant Sundby Sejl

I flotte lyse lokaler med udgang til dejlig terrasse og udsigt til bådene i havnen hos Restaurant Sundby Sejl, kan man nyde en klassisk Påskebuffet fra kl. 13:30 - 16:00 både Påskedag og 1. Påskedag. Her er plads til store og små selskaber samt gæster, som lige kigger forbi til en spontan Påskefrokost. Påskebuffeten byder på 14 forskellige påskeanretninger til kr. 358,- (online bestilling) kr. 398,- (walk in) Hertil kan tilkøbes røget ål, røget laks og tartar.
Peder Oxe

I generationer har Peder Oxe dannet ramme om flere generationers fester og sammenkomster i husets klassiske og stilrene lokaler midt på smukke Gråbrødretorv. Påsken er en anledning til at samle familie og venner og nyde et godt måltid i fællesskab. Peder Oxe har sammensat en påskefrokost med forårsbebudere som grønne asparges, nye kartofler og stenbiderrogn i flere serveringer fra 14. til 18. april. Pris kr. 445,- Book bordet online her - Læs mere om Peder Oxe her
Første servering
Røgede små kartofler vendt med cremefraiche 38%, sprøde æbletern og masser af dild. Serveres med matjes sild og stenbidderrogn
Koldrøget laks med smilende æg, de første radiser og grønne asparges
Kartoffelvaffel med cremet rejesalat, sprøde chips og spæde urter
Anden servering
Vol au vent med nye spæde grøntsager og perlehøne i forårs frikasse
Den fineste lammeculotte fra Chile med langtidsbagte tomater og den skønneste lammesky
De første asparges, karotter og forårsløg vendt i cremet rygeost og rugbrødscrumble
Tredje servering
Sprød citron tærte med cremefraiche og hindbær