Lørdag den 6. november lægger Arla nemlig hus til årets andet madbloggertræf, som kommer til at foregå i Århus.

Ved arrangementet vil der være oplæg om mad i en oplevelsesøkonomisk sammenhæng, miniworkshops om, hvordan man sætter ord på det, man smager og laver en ordentlig kaffe. Der vil være debat om hverdagsmad, og Thorsten Schmidt fra Malling & Schmidt vil fortælle om, hvad der inspirerer ham, og det er også ham, der står for frokosten.

Desuden vil der være rundvisning i huset og smagning af Arla Unika oste, som madbloggerne også stiftede bekendtskab med ved Madbloggersymposiet i august.

Dagen afsluttes med, at Michael Larsen fra Svineriet byder på tapas.


Netværk om mad og måltider

Maja Møller, som er chef for forbrugerdialog og -kommunikation hos Arla, fortæller om, hvorfor Arla har valgt at invitere de danske madbloggere indenfor:

"Vi vil gerne lægge hus til et arrangement, hvor man kan netværke om mad og måltider, og samtidig giver det os en god mulighed for at lære madbloggerne  bedre at kende. Det handler både om, at vi gerne vil indtænke dem i vores kommunikation og om, at der ved madbloggersymposiet blev udtrykt et ønske om, at mange gerne ville have et åbent forum for snak om mad og måltider. Og det vil vi gerne være med til at skabe rammerne om. Og endelig handler det også om, at vi gerne vil være med til at sætte Århus på landkortet i madsammenhæng."

Maja Møller har selv blogget for Arla på bloggen Omtanker i 5 år, og idéen til at lave et madbloggertræf opstod faktisk allerede for 4 år siden, hvor hun deltog i et blogforum i København

"Det var rart at sætte ansigt på nogle af dem, jeg kendte fra nettet, og ved sådan et træf er der mulighed for at møde mange på en gang og lære hinanden bedre at kende. Vi er nysgerrige efter at møde madbloggerne, og vi håber, det er gensidigt."

Madbloggertræffet foregår hos Arla lørdag den 6. november fra kl. 10, og det er gratis at deltage.