”Ham, der sidder på kontoret ved siden af mig, er fan af Food Snob på Facebook. Men han aner ikke, at det er mig.”

Food Snobs passion for at spise ude på toprestauranter er ikke noget, han deler med sin omgangskreds i London, og det er især fordi, han ikke ønsker, at hans chefer skal finde ud af, hvorfor han så ofte er syg, og at han i virkeligheden bruger størstedelen af sin arbejdsdag på at planlægge sine rejser og restaurantbesøg. Desuden mener han ikke, at hans venner i London ville forstå det.

”De venner, jeg har i London, vil hellere gå på Nando’s end gå ud og spise med mig.”


Mådehold og selvdisciplin
For selvom man kunne fristes til at tro, at Food Snob med så mange toprestaurantbesøg på samvittigheden er en velholden mand i sin bedste alder, er det ikke tilfældet. Han er ung, kropsbygningen er nærmere mager end velnæret, og trods det, at jobbet som banker er velbetalt, er det ikke fordi, der ruller millioner ind på bankkontoen hver måned.

Det, der gør hans ekstravagante fritidslivsstil mulig både økonomisk og fysisk, er et gevaldigt mådehold og streng selvdisciplin i hverdagene, som han bruger på at lade op til de næste restaurantbesøg.

”Jeg træner i fitnesscentret hver dag og løber 10 kilometer flere gange om ugen. Jeg hader det, men bliver nødt til det, for jeg var tyk som barn, og det har jeg ikke lyst til at være igen. I løbet af en arbejdsdag drikker jeg kun sort kaffe og spiser tyggegummi, og når jeg kommer hjem, spiser jeg for det meste bare frugt.”

Til gengæld kan han så med god samvittighed spise 20-30 retter hver dag, ofte både til frokost og aften, når han er af sted på sine gourmetrejser.

Havde aldrig lagt mærke til madblogs

Livet som Food Snob begyndte først for alvor for omkring to et halvt år siden, da han med begyndte at gå ud og spise på Londons toprestauranter sammen med de få venner, han havde, som havde råd og prioriterede det.

”Vi gik fx på Tom Aikens, Sketch , Nobu osv. Det var da fint - jeg havde i hvert fald aldrig prøvet noget, der var bedre.”

En dag spurgte en af hans veninder, om ikke de skulle tage til Paris, og den unge banker gik i gang med at undersøge på webben, hvad der fandtes af gode restauranter. I sin søgen faldt han for første gang over madblogs, som han aldrig havde lagt mærke til før.

Den første dag i Paris var en helligdag, så alle toprestauranterne var lukkede, undtagen én: Den tre-stjernede restaurant L’Arpége. Så der tog de hen uden de store forventninger og for den unge bankers vedkommende uden bevidstheden om, at det skulle blive et restaurantbesøg, der ændrede hans liv.

”En middag er forskellig afhængig af, om du spiser alene eller sammen med andre, og man kan ikke koncentrere sig så meget om maden, hvis man er sammen med andre. Det er umuligt. Jeg er bange for at gå glip af noget.”


Intet kom i nærheden

”Vi vidste ikke rigtig, hvad vi ville have, så tjeneren spurgte, om vi så ikke bare skulle lade kokken bestemme? ’Wow!’ tænkte jeg. En kok, der laver mad bare til mig. Super cool.”

Han husker stadig de retter, der blev serveret på L’Arpége den aften, som nogle af de bedste, han har fået i sit liv, og han gik fra restauranten med en følelse af at have oplevet noget nærmest magisk.

”Vi var nogle andre steder i Paris resten af ugen, men intet kom i nærheden af det.”

Siden det første besøg på L’Arpége har han besøgt restauranten mere end tredive gange – på lidt over to år.


Foretrækker at spise alene

Tilbage i London begyndte han at granske internettet for alt, der var skrevet om L’Arpége. Han faldt igen over nogle madblogs, og fik selv lyst til at gå ud og spise igen og bagefter forevige sine restaurantbesøg på skrift. Der var bare ét problem: Han havde ikke nogen at spise med.

Veninden, han havde været i Paris med, boede i Singapore og var sjældent i London, men det var hende, der foreslog, at den unge banker da bare kunne gå ud og spise alene.

”Kan man det? Det havde jeg aldrig tænkt på.”

Men i dag er netop de ensomme middage blevet dem, han foretrækker. 

”En middag er forskellig afhængig af, om du spiser alene eller sammen med andre, og man kan ikke koncentrere sig så meget om maden, hvis man er sammen med andre. Det er umuligt. Jeg er bange for at gå glip af noget.”


16 restauranter på to uger

Det første sted, han gik hen i sin nye identitet som foodie, var en casual indisk restaurant i London. I starten gik han ud og spiste 2-3 gange om ugen og skrev bagefter om besøgene på sin nyoprettede blog. Men det var først efter en to-ugers tur til Paris i vinteren 2009, at karakteren Food Snob rigtigt fik liv.

I løbet af de to uger nåede han at spise på 16 2- og 3-stjernede restauranter, og da han kom tilbage, satte han sig foran tasterne og skrev non-stop, hver gang han havde fri fra arbejde. I alt tog det fire måneder, før han havde fået skrevet om alle restauranterne, og han nåede også en tur til San Fransisco og endnu engang til Paris, inden han var i mål.


En kæmpe oplevelse hver gang

Han havde knap haft tid til at fordøje og nedfælge indtrykkene fra San Fransisco og Paris, inden han nåede til endnu et skelsættende punkt i sin nye karriere som foodie. I juni 2009 tog han en tur til København, for han havde hørt meget godt om en restaurant herovre: Noma. Efter det første besøg var han solgt, og han har siden været tilbage ti gange - på mindre end et år. Hvorfor?

”Det er bare en kæmpe oplevelse hver gang. Jeg kender mange af dem, der arbejder der, og det er bare et sted, jeg føler mig godt tilpas. Jo mere jeg spiser på Noma, jo mere føler jeg, at min forståelse for mad bliver formet. Der er nogle ting, jeg ikke kan spise nu, med mindre det bliver lavet på samme måde, som Noma gør det. Det har ændret mig fuldstændig.”

Men det er ikke kun Noma, der trækker.

”Niveauet på restauranterne er tårnhøjt, og her er så mange dygtige kokke, også udenfor København. Mangfoldigheden er enorm, og der er så meget at prøve. Og så er råvarerne her blandt de bedste, jeg har smagt i hele verden.”


Besværligt dobbeltliv

Men Food Snob har ingen planer om at flytte til København, for selvom hans dobbeltliv måske virker besværligt og, som han siger, forekommer lettere maniodepressivt, så passer det ham fint at arbejde i banken i The City, fordi det giver ham nogle muligheder, han ikke ville have med et andet job. Naturligvis har han gjort sig tanker om at forfølge en karriere, der i højere grad kan kombineres med hans hobby, men:

”…på den ene side ved jeg godt, at det ikke er i banken, min fremtidige karriere er. Men samtidig har jeg mulighed for at bruge så meget tid på det her, netop fordi jeg ikke har travlt med at skulle gøre karriere. Hvis jeg havde et spændende job, der rent faktisk interesserede mig, ville jeg ikke have så meget tid til min blog. Jeg ville elske at have et arbejde, hvor jeg kunne gøre det, jeg gør – altså tage rundt og besøge restauranter og blive betalt for det. Men selv hvis jeg fik et job som madanmelder for et blad i London, så ville jeg jo kun komme til at tage rundt og spise på London-restauranter, og det ville være ret kedeligt.”