Spørger man raw food kokken Martyn Brooke, som er konsulent for 42 Raw og den nyåbnede Raw North i Humlebæk, er der ikke så meget at rafle om: Vi skal først og fremmest spise raw food, fordi det har uvurderlige sundhedsmæssige fordele:

”For nylig mødte jeg et ægtepar, der fortalte om deres svigersøn, som havde hepatitis B og var blevet opgivet af lægerne. Hvis han skulle overleve, skulle han have en ny lever, og fordi der ikke var nogen, blev han sendt hjem fra hospitalet med den besked, at han nok havde 14 dage tilbage at leve i. Hans kone begyndte så at lave raw food til ham, og han fik det langsomt bedre. I dag er han rask og ikke længere på levertransplantationslisten. Og lægerne? De kaldte det bare et mirakel.”


Han fortæller også om, hvordan han selv er kommet overvægt og svære maveproblemer til livs ved at gå over til raw food.

Raw food behøver ikke være fodformet

For Peter Vilnov, manden bag byens nyeste raw food bar, som åbner fredag den 29. oktober på Vesterbro, er også sundhedsaspektet afgørende for, at han har valgt at hoppe med på raw food bølgen. Og så det, at han har set et hul i markedet, som han gerne vil opfylde med Simple Raw, som bliver navnet på den nye kombinerede café og take away.

”Jeg spiser rigtig meget take away, og jeg syntes, der manglede tilgængelighed af sund fast food, og det er også det, jeg hører fra andre – at der generelt er en efterspørgsel efter sundere fast food.”


Han mener ikke, at det er et problem for Simple Raw, at der allerede er flere andre raw food steder på markedet, fordi de alle kan noget forskelligt.

”Vi skiller os ud ved at være en shop in shop, hvor man ikke bare kan komme og hente take away, men også købe mange ting, man kan have stående derhjemme, fx raw brød, agave sirup, snacks og chokolade, og på sigt vil vi udvide sortimentet.”

For ham er det dog vigtigt, at alle de ting, der optager butikkens hylder, tager sig godt ud.

”Det må gerne være lidt trendy. For nogle år siden var det sådan, at man skulle forklare sig, hvis man var vegetar, fordi det syntes folk var noget underligt fodformet noget. Men sådan behøver det ikke være, og vi vil gerne gøre det lidt mere lækkert,.”


En dansk kvinde startede bevægelsen

Ok så. Det er sundt og efterspurgt. Men hvor kommer hypen fra?

Jesper Rydahl, der er indehaver af 42 Raw, fortæller, at raw food bevægelsen – hvis man kan kalde den sådan – faktisk er startet af en dansker.

”Allerede for over 60 år siden skrev den danske kvinde Kristine Nolfi om, hvordan hun helbredte sig selv for brystkræft ved at spise udelukkende rå frugter og grøntsager.”

Så raw food har altså rødder i Danmark, men det er nok nærmere folk som Oprah Winfrey, Demi Moore og Gwyneth Paltrow, der for alvor har bidraget til at kaste Hollywood-glitter og glamour over raw food trenden, som i flere år har været hot over there og også i England, hvor der findes mange raw food caféer og deciderede restauranter.

Råt er hot
Blandt tilhængere og skeptikere er vandene meget delte omkring raw food. Nogle mener, det er fanatisk, andre at det er det eneste rigtige, men de fleste af os er nok et sted midt imellem.

Uanset, hvilket standpunkt man tager, kan man kun se knopskydningen af raw food caféer og take aways som endnu et eksempel på, hvordan der tænkes kreativt overalt i en restaurationsbranche, som bliver ved med at udvikle sig med nye, spændende koncepter og en stadigt voksende mangfoldighed i udbuddet af mad af høj kvalitet.

Under alle omstændigheder kommer man ikke uden om, at råt er super hot lige nu, og her de steder, du skal lægge vejen forbi, hvis du vil være med på bølgen:

Picture

Indre by: 42 Raw

42 Raw i Pilestræde i det hippe kvarter omkring Kronprinsensgade var byens første dedikerede raw food café, som hurtigt blev meget populær og blandt andre har Kronprinsesse Mary blandt stamgæsterne. Menuen står på gourmetsalater, kiks, kager, smoothies, juicer og er for nylig blevet udvidet med mere regulære retter som lasagne, spaghetti bolognese og pizza – alt sammen raw.

Man kan enten spise maden ved et af træbordene i flere plateauer, eller man kan tage den med til en lidt lavere pris.

Picture

Nørrebro: The Raw Tribe

The Raw Tribe åbnede i sensommeren 2010 på Blågårdsgade, som efterhånden har forvandlet sig til en af Nørrebros mest spændende gader – også kulinarisk. Indretningen er rustik og enkel, og en stor del af møblementet er lavet af træpaller. Der er ikke meget plads i det lille lokale, og nu hvor det ikke længere er vejr til udendørs spisning, er det oplagt at tage maden med hjem.

Menuen står på raw pizza, salater, focaccia, kager, juicer og smoothies.

Picture

Humlebæk: Raw North

Raw North åbnede i oktober 2010 i caféen i Køllesgaard ved fitnesscentret Ör & Sund i Humlebæk. På kortet finder man mange regulære retter som lasagne, spaghetti bolognese, pizza og vietnamesiske forårsruller udover udvalget af salater, kager, smoothies og juice.

Raw North serverer desuden kaffe, mere råt er det heller ikke. Caféen er rummelig, så der er god mulighed for at nyde maden her, og ellers kan den også tages med hjem.

Picture

Vesterbro: Simple Raw

Simple Raw åbner den 29. oktober 2010 på Vesterbro i København. På menuen finder man salater, sandwich lavet med italiensk inspireret raw food brød, desserter, kager, snacks, humus – og fx guacamole, som vi jo alle kender, men ikke normalt tænker over som raw food. Desuden sælges mange produkter, man kan tage med hjem og gemme til senere eller bruge til selv at lave raw food med.

Caféen kommer også til at sælge kaffe, og den åbner allerede kl. 7 om morgenen, så det er oplagt at lægge vejen forbi efter morgenmad på vej til arbejde. Man kan spise maden i den lille café eller tage den med.

Picture

Frederiksberg: Tja?

Meget tyder også på, at frederiksbergborgerne kan begynde at glæde sig til deres helt egen raw food café, som åbner på Aaboulevarden inden længe.

Mere info følger om præcis hvor, hvad den kommer til at hedde, og hvad der kommer på menuen.