For den frankofile på L’Education Nationale

L’Education Nationale er en institution i kategorien fransk bistro i København. Alt er super fransk, lige fra indretningen til musikken, vinkortet, tjenerne, kokken og ikke mindst maden.

Her kan man selvfølgelig også få sig en god gang moules marinières, og den er lige i skabet hver gang. Til frokost suppleres der med frites, mens man må nøjes med muslingerne, hvis man kommer om aftenen. Prisen er 115 kr. til frokost og 89 kr. som forret om aftenen. Der er få borde ude foran restauranten, som man kan være heldig at få fingrene i, hvis man kommer til frokost eller først på aftenen.


Med håndskårne fritter på Pastis
Trods det, at restauranten har noget færre år på bagen end L’Education, har vi københavnere også taget Pastis til os som en af vores yndlingsbistroer. Stemningen er lidt mindre autentisk fransk – tjenerne har fx for de flestes vedkommende dansk som modersmål – men maden er ganske fantastisk. Desuden kan man sidde ude, hvis man har været så tjekket at reservere på forhånd – ellers kan man sandsynligvis godt skyde en hvid pil efter det, for Pastis er temmelig populært.

Muslinger dampet med fennikel, rosmarin, hvidløg og persille fås både til frokost og aften til 85/145 kr. for henholdsvis en lille eller en stor portion. Man skal ikke snyde sig selv for Pastis’ håndskårne fritter til, som koster 55 kr. og serveres med majonæse.


Til frokost Les Trois Cochons
Vi er flere, der var kede af det, da Les Trois Cochons på Værnedamsvej for noget tid siden lukkede for frokostservering – men i anledning af sommeren har de heldigvis åbnet igen. Hurra for det, for nu kan man igen kigge forbi i frokostpausen eller på en ferieformiddag og få sig en god, gedigen gang muslinger.

Moules Marinières dampet i hvidvin med persille og serveret med grillet brød koster 95 kr. for en kæmpe portion til frokost. Cofoco-drengene, der står bag Les Trois Cochons, har desuden tilrettelagt deres vinprispolitik så hensigtsmæssigt, at det ikke skal være med dårlig samvittighed over for bankrådgiveren, at man lige får sig et ekstra glas vin til frokosten. Hvis man er heldig, er der mulighed for at indtage muslinger og vin ved et af de få borde ude foran restauranten.

 

"Det lokale på hjørnet af Sølvtorvet, som Restaurant Smag ligger i, husede tidligere en bank. Renter og sure gebyrer er nu afløst af god mad til prisen og søde tjenere, der gerne flamberer, parterer og skærer for foran gæsten. Og så kan man få muslinger på Smag, men kun om aftenen."



Som i Provence på L’Olivier

Hvis SP-checken ikke rækker til en tur til Provence, er der råd at hente, også på de mindre lune sommeraftener, hvor det ikke er vejr til at sidde ude. Man kan fx smutte en tur forbi L’Olivier på Vodroffsvej lige ved Forum, hvor den sydfranske kok Christiano og hans danske kone Ria hygger om gæsterne med ægte fransk varme og stolthed.

Stilen i køkkenet på L’Olivier er helt klassisk sydfransk, og man finder naturligvis Moules Marinière på kortet. 80 kr. må man slippe for en forret, som lader plads tilbage til andre lækkerbiskener som bourgognesnegle, frølår og confit det canard, som også findes på menuen.


Med alverdens valgmuligheder på Café Amsterdam

For en ægte muslingefan er der ingen vej uden om Café Amsterdam bag Det Kongelige Teater. Som – vistnok – det eneste sted i byen, kan man her vælge mellem et stort og overdådigt udvalg af muslingeretter tilberedt med inspiration fra fjerne himmelstrøg. Man kan fx få muslinger dampet i hvidvin med koriander og lime, à la Provencale med tomater, timian og laurbær, au Paysan med svampe, roquefort og fløde eller på indonesisk vis med kokosmælk, chili og karry.

Uanset hvilken variant, man hælder til, koster en portion muslinger 159 kr. Den serveres med fritter og på hollandsk/belgisk manér direkte i gryden. Det oplagte valg af drikkevarer til vil være en af de belgiske øl, som Café Amsterdam har et kæmpe udvalg af.