Guide til restauranter, caféer og natteliv
i København og omegn. Artikler om mad, vin,
inspiration, baggrund og opskrifter.
Tema: Sol, sommer og strandbar

Tema: Sol, sommer og strandbar

Kategori: Anbefaling 4/6 2009

 

Sand mellem tæerne, klipklappere og en kølig bajer. Sommertemperaturer indbyder til løssluppenhed, og er der så noget bedre end at kunne læne sig tilbage i en hængekøje og lade sig varte op? Vi har lavet en lille guide til nogle af Københavns bedste strandbarer.

_______________

Docken – udsigt og livemusik på det yderste hjørne af Nordhavnen

Docken ligger på det yderste hjørne af Nordhavnen og byder på alt, hvad hjertet kan begære for den strandbarhungrende københavner. Her er mad, kølige drinks, is, kunstudstilling og livemusik hver lørdag og søndag eftermiddag hele sommeren.

Fra liggestolene i sandet foran restauranten og terrassen, der hæver sig tre meter over jorden, kan man nyde den fantastiske udsigt til Sverige/Hellerup/skrotbunken på den modsatte side af vandet. Hvis man er til spisning under mere formelle former, kan man også tage plads ved de overdækkede borde foran restauranten eller indendørs, hvor vinden rusker lidt mindre.

Det er ikke for kulinariske oplevelser af uforglemmelig beskaffenhed, man skal besøge Docken, men maden er i orden og helt nede på jorden. Menuen byder på frembringelser som sandwich og varme retter med inspiration fra alverdens køkkener, og prisniveauet er ganske overskueligt.

Stemningen er altid god på Docken, som er velbesøgt især af et voksent publikum.

 

Ocean Club – beach club for velbjærgede & wannabes

Ocean Club i Kalkbrænderihavnen er det nærmeste, vi herhjemme kommer på en klassisk beach club, som man – hvis man har kontakterne i orden – kender dem fra fjernere himmelstrøg. Her er masser af muligheder for at parkere øsen, hvad enten man kommer i Bentley eller båd, og omgivelserne emmer af luksus.

Alt er indrettet i hvidt, og fra højttalerne summer delikat loungemusik. Menuen er kosmopolitisk, let og lækker – ligesom klientellet, der kommer her for at blive set. Det er ikke en god idé at være iført en gammel las fra sidste år på Ocean Club.

På den udendørs terrasse er der mulighed for at slikke sol hele dagen, fx nippende til en af barens prisvindende cocktails. Hvis en solskoldning nærmer sig, eller den danske sommer bare ikke ter sig, som man kunne ønske, kan man rykke ind i restauranten, hvor beach club-stemningen er intakt og udsigten over havnen fænomenal.

 

Mulata Social Club – latinostemning på den helt igennem afslappede måde

Mulata Social Club er det helt rigtige sted at slå et smut forbi til eftermiddagschill efter en tur på Amager Strand. Der er mulighed for sand mellem tæerne, og dresscoden peger mere mod klipklappere end fine stiletter.

For dem, der har været på dannelsesrejse i mere eksotiske dele af verden, og som savner festerne, men ikke myg og kakerlakker, kan Mulata Social Club bidrage til ren eufori: God og billig grillmad, kølige cubanske øl, byens måske bedste mojitos og laid back rytmer fra DJ-pulten er alle komponenter, der minder en om, at man ikke burde bo i København om vinteren.

Blandt vennerne af Mulata er nogle af byens bedste DJs og musikere, og de aflægger gerne strandbaren visit, når solen står højt over København. Hold øje med Mulatas Facebookside, hvis du vil vide hvem og hvornår.

 

Couloir - Amagers allernyeste strandbar

En uges tid efter, Mulata Social Club slog dørene op, åbner i denne weekend endnu en strandbar ved navn Couloir. Eller der er måske nærmere tale om en strand-restaurant, for kortet er relativt stort, og foruden den store udendørs terrasse er der også masser af plads inden døre.

Folkene bag er engelske og driver på 6. år en blandt skandinaver populær afterskibar i Tignes i de franske alper. Det skulle gerne garantere for en vis tilstrømning af sommeramte skiløbere, som gerne vil mødes med gamle venner og flammer fra skiferierne i det franske.

Kortet byder på eksotiske indslag som kængurubøf og crabcakes samt den amerikansk-franske fusion foie gras-burger. I bedste engelske stil tilbyder baren...øl.

"Solen må man undvære, men ellers understreges den ægte strandbarstemning af forskønnende indslag som plasticpalmer, pappapegøjer, surfbrædder og tovværk i loftet, og skulle man savne en dukkert, er der også råd for det. I den ene ende af lokalet finder man nemlig en bambusbrusekabine, som er indrettet til netop det formål."

Coconut Beach Bar – hvis der er for langt til en rigtig strand

Hvis man pludselig føler sig i strandbarhumør i indre by, men er for doven til at transportere sig helt derud, hvor der rent faktisk findes strand, er Coconut Beach Bar et oplagt bud på et substitut.

Her kan man feste med sand mellem tæerne, og det er ingen hemmelighed, at 80’er-klassikeren pina colada er blandt topsællerterne på barmenuen. Solen må man undvære, men ellers understreges den ægte strandbarstemning af forskønnende indslag som plasticpalmer, pappapegøjer, surfbrædder og tovværk i loftet, og skulle man savne en dukkert, er der også råd for det. I den ene ende af lokalet finder man nemlig en bambusbrusekabine, som er indrettet til netop det formål.

Coconut Beach Bar har den store fordel, at den er fuldstændig uafhængig af vejrgudernes lune, og derfor er den åben hele året.

 

Halvandet - byens mest velassorterede strandbar

Hvis man begiver sig ud ad Holmen og fortsætter, til man ikke kan komme længere, støder man måske på Halvandet. Denne byens mest velassorterede strandbar breder sig over 6000 m2 plus vand, og der er plads til 600 siddende eller liggende gæster.

Her kan man fx forlyste sig med kajakpolo, bungee run, human football, sumobrydning, rodeotyr og gladiatorkamp, men hvis man er i lidt mindre eventyrlystent humør, kan man også bare snuppe sig en kold bajer, slappe af og nyde udsigten over Københavns Havn fra en af de mange fantastiske mini-cabanas.

Barkortet er ret omfattende, der er glimrende morgenmad eller brunch om dagen og til aften tændes der op i grillen. Alt sammen til ret okay priser.

Thomas Madvig er et af de hotte dj-navne, som kan opleves på Mulata Social Club. Billedet er fx taget ved strandbarens åbningsfest den 30. maj.

 

Champagne og lækre mennesker på Ocean Club.

 

Der er ikke sparet på kulisserne, som sikrer strandstemning året rundt på Coconut Bar.

 

Halvandet har en temmelig god udsigt over Københavns Havn. Foto: Uffe Kongsted.

 

Docken byder ligeledes på en fantastisk udsigt, bare den anden vej, over Øresund til Sverige.