Smørrebrød i JyllandKlokken - Aarhus

Den gode madoplevelse hos Restaurant Klokken, vil ikke tage afsæt i nye fortolkninger af det danske køkken, men i stedet fokusere på traditioner ved at være tro mod de danske rødder og gøre brug af de bedste råvarer. Prøv f.eks. smørrebrødsklassikerne pandestegt rødspætte, roastbeef eller hjemmelavet hønsesalat. 

Til god dansk mad hører god drikke til. Klokken byder på 12 hjemmelavede snapse; én snaps for hver af urets 12 timevisere. Restaurant Klokken garanterer noget for enhver smag.

Picture

Bistroteket - Randers

Det er en varm og hyggelig stemning, der møder én, når man træder ind på Bistroteket i Rosengade i hjertet af Randers. Her bliver man budt velkommen af Johanne og Peter. Restauranten er indrettet med et gennemgående tema af kobber, som spiller perfekt sammen, med de ældre læderbetrukne træstole og hvide vægge.

På frokost menuen finder man moderne dansk smørrebrød, Læsø tarteletten og Moules mm. Alle retter er lavet helt fra bunden og man kan følge med fra restaurantens åbne køkken, hvor duftene breder sig i restauranten.

Picture

Remouladen - Vejle

På Restaurant Remouladen i Vejle møder du det danske køkken fra sin bedste side. Her får du kvalitets råvarer og alt er lavet fra bunden, lige fra rødbederne, til brødet.

Til frokost er der fokus på de traditionelle frokostretter og en perlerække af moderne Smørrebrød.

Picture

Restaurant Valdemar - Kolding

I Koldings gamle kvarter med snoede veje og brostensbelagte gader ligger denne hyggelige danske restaurant Valdemar. Terrassen er integreret med huset og giver derfor læ, således man det meste af året kan følge bylivet alt imens frokosten, kaffen eller middagen nydes udendørs.

Frokosten byder blandt andet på Smørrebrød, med lækkert hjemmelavet pålæg på hjemmebagt rugbrød til yderst fair priser. Derudover, en god variation af danske frokost klassikere som Pariserbøf og Stjerneskud samt en lækker salat og burger.

Picture

Rødekro Kro - Rødekro

Hotel Røde-Kro som ligger skønt placeret i midten af byen, kan dateres helt tilbage til 1650. Det er Røde-Kro der har givet navn til byen, der voksede op omkring kroen, nemlig Rødekro. Inden i restauranten er væggene prydet med de mange historier om stedet igennem tiderne. Kroen byder på hjemmelig hygge, med en atmosfære der vidner om, at stedet har en historisk sjæl, selvom det løbende er blevet renoveret.

Frokostkortet byder på en god variation af klassisk smørrebrød og vil man gerne smage lidt af det meste, er der skønne frokostplatter. På den lune side, finder man det altid populære Stjerneskud og Pariserbøffen. Hertil flyder der dejlig kold øl fra Gourmetbryggeriet i hanerne.

Picture

Backhaus - Ribe

I det skønne Ribe og under 50 meter fra den ligeså berømte Domkirke ligger Backhaus. Restaurant, selskabslokaler og værelser. Alt sammen hyggeligt, ærligt og til meget rimelig priser.

Restauranten har plads til op mod 50 spisende gæster, logerende som almindelige middagsgæster der kommer ind fra gaden. Folk kommer fra nær og fjern og fra ind- og udland, for at nyde nogle helt igennem skønne danske klassikere som smørrebrød, æggekage, fyldt rødspætte eller den populære Backhausschnitzel med bearnaise.