På byens nyeste burgerbar testes kvaliteten i alle processer for at "leve op til kundernes og samarbejdspartnernes berettigede forventninger," og "Haché bruger kun de mest friske og velsmagende produkter for til at sammensætte et måltid, der på samme tid giver en god oplevelse til smagsløgene og sund samvittighed over valget af måltid."


Sunde burgere
Sådan står der på hjemmesiden, og det lyder lovende: God kvalitet og hensyntagen til gæstens smagsløg. Og så skulle det oven i købet være sundt?

"Det er sundt, fordi burgerne er lavet af gode råvarer. Bøfferne er fx lavet af økologisk oksekød, og jeg har smagt 30 forskellige slags, inden jeg nåede frem til, hvilken det skulle være. Det var ikke et kriterie, at det nødvendigvis skulle være økologisk, men det var det bedste kød, og jeg mener, der er en tendens til, at mange gæster vil føle sig tryggere ved at spise økologisk kød,"
siger Jakob Schottländer, som er manden bag Haché Gourmet Burger.

Andre af ingredienserne på menuen, der omfatter 12 forskellige burgere, er også økologiske, men ikke alle.

"Jeg er først og fremmest gået efter det, der smager bedst."


International inspiration
Jakob Schottländer sagde tidligere på året sin stilling som indkøber til restauranterne i Custom House op for at hellige sig gourmetburger-projektet. Han har tidligere boet og arbejdet i Australien, London, Schweiz og Frankrig, og det er også fra det store udland, inspirationen til menuen kommer. Blandt de burgere, man kan vælge imellem er fx en Iberico burger med manchego og aïoli, en chili burger med jalapenos, chilimayo og salsa, en pizzaburger med mozzarella, parmesan, pesto og peperoni og en aussie burger med rødbede, spejlæg og ananas.

Alle koster 95 kr., og hertil kan tilvælges pommes frites med dip, så prisen i alt kommer op på 120 kr. Mens man venter, kan man fordrive tiden med chilicrackers eller oliven, og dessertudvalget byder på cupcakes eller cheese cake.

Kan en burger være gourmet?

Haché Gourmet Burger er den tredje burgerbar indenfor luksussegmentet, som er åbnet det sidste par måneder. Først så Burger & Bun dagens lys og siden kom Cock's 'n' Cows til. Henrik Yde Andersen, som står bag Burger & Bun, har her på Spiseliv tidligere afvist, at hans burgere kunne betegnes som gourmet med ordene:

"Der mange, der kalder den burger, vi laver på Burger & Bun for gourmet. Men det er altså ikke noget, vi selv har fundet på, og det kunne ikke være mere forkert. En burger er ikke gourmet."

Men på Haché indgår betegnelsen i navnet, så her kan man vel forvente en gourmetoplevelse. Eller hvad?

"Jeg har brugt ordet for at kommunikere, at man kan forvente, at der er brugt nogle mere udsøgte ingredienser og at vi på den måde adskiller os fra de traditionelle fast food burgerbarer. Vi har tænkt os lidt mere om i udvælgelsen af råvarer, og fx kan man få en vegetarburger med fransk gedeost og oliventapenade, hvilket indikerer, at vi gør noget specielt ud af det."


Gæsterne skal have en lille smule af den oplevelse, man forbinder med gourmet, og som man ikke får på traditionelle fast foodsteder. Indretningen  af det tidligere værtshus i Rømersgade lige ved Israels Plads og Nørreport Station er forestået af de samme arkitekter, som har indrettet toprestauranterne Noma og Geranium, men Jakob Schottländer vil ikke ligefrem sammenligne indretningen med gourmetrestauranternes, men kalder den nærmere "enkel og klassisk rustik."

Haché Gourmet Burger åbner tirsdag den 2. november kl. 18. De to første dage, tirsdag den 2. og onsdag den 3. november vil der kun være åben til aften mellem kl. 18-22, men fremover er åbningstiderne 11.30-22 tirsdag-lørdag og 11.30-21 om søndagen.