Henrik Yde fortæller, at ingen af hans tidligere restaurantåbninger har tiltrukket sig så meget opmærksomhed som Burger & Bun, og at han er blevet bombarderet med glade mails fra forventningsfulde burgerfans - og hademails fra skuffede ditto, fordi åbningen blev udskudt.

Forventer at få travlt
Men nu er Burger & Bun i hvert fald klar, og konceptet bliver ægte amerikanske burgere lavet af ordentlige råvarer. Man vil kunne vælge blandt et lille men gennemtænkt udvalg, nemlig mellem en Americana burger med cheddar og æblerøget bacon, en Mexican burger med avocado og chili, en Italian burger med blue cheese og soltørrede tomater eller en barbeque buger med bacon. Dertil håndskårne fritter og milkshakes, saft, cola, cola light eller øl.

"Lige nu er vi ved at lave hindbærsaft og ketchup til åbningen i morgen, og vi har købt rigeligt at økologisk bacon og Øllingegårdvand ind, for med den interesse, der har været, forventer vi at få travlt."

Mange jern i ilden
Henrik Yde og Lertchai Treetawatchaiwong ligger ikke på den lade side, for udover fire restauranter og to take aways - og nu altså Burger & Bun - har de to også for ganske nylig slået dørene op for en ny gourmetrestaurant i Bangkok.

I weekenden var de desuden værter for et arrangement, hvor de solgte karryretter til fordel for ofrene for oversvømmelserne i Pakistan, og de to vil også være at finde i Tivoli i eftermiddag, hvor en af deres kokke, en helt ung kineser, stiller op med en kinesisk inspireret hotdog til DM i Hotdog.