Det er ikke lamper, men kæmpe, dråbeformede emhætter, der hænger som nedadvendte blomster hen over restaurant Kulhusets runde borde. I sig selv ligner de et kunstværk, men de bronzefarvede armaturer er både smukke og funktionelle: Om få timer vil restauranten nemlig være fuld af familier, venner og kollegaer, der selv vender deres eget kød på grillristen nedenunder emhætterne, indtil tyndstegsbøfferne, kæmperejerne, lammekoteletterne, kyllingespyddene eller oksefileterne har fået lige den tid, de lyster. Emhætterne suger al røg væk og gør at man kan grille uden besvær.

Steg dine bøffer over kul ved spisebordet - på Kulhuset i Køge er det nemlig grill-sommer hele året_2

Kokos-kul og kød ad libitum

Bauer, som ejer den 1 år gamle restaurant, løfter en grillrist op og peger på fordybningen, hvor de varme kul placeres: ”Når folk har taget plads ved bordet og besluttet sig for, at de selv vil grille deres eget kød, kommer en af vores tjenere hen til dem med glødende kul, som hældes ned i fordybningen, hvorefter risten lægges ovenpå, og kødet begynder sin forvandling fra råt til tilberedt. Det er god, dansk sommerhygge i en nøddeskal: hvem nyder ikke at samles om grillen om sommeren, mærke varmen fra kullene, og dufte til kødet, der syder og får stegeskorpe imens?

På Kulhuset er det bare sommer hele året – i hvert fald hvis sommer er lig med grillsæson”, griner Bauer, og peger hen i det store, åbne køkken, der flankerer bordene. Herfra kan man skimte den store restaurantgrill bag disken, hvor kullene ligger parat og ulmer, så de hurtigst muligt kan komme ud til bordene, så snart gæsterne sætter sig. Kullet er lavet på kokos og forurener ikke, mens der kan bestilles 3 slags forskelligt kød ad libitum med buffet. Man kan også kan lægge grill-opgaven i kokkens hænder, hvis man ikke vil have ansvaret for tilberedningen selv.

Steg dine bøffer over kul ved spisebordet - på Kulhuset i Køge er det nemlig grill-sommer hele året_3

Modningsskab og kødudstilling til hjemmekokken

Showeffekten er ikke til at tage fejl af, og udover den gode smag er den en del af oplevelsen og Kulhusets identitet, der på mange fronter er anderledes end hvad man hidtil har set og prøvet i Køge:

Helt bogstaveligt ligger stedets facade lige ud til havnefronten langs Åbassinet – den hyggelige inderhavn for sejlbåde, der ligger i læ af industrihavnen og en lille bro, og som på den anden bred flankeres af små træhuse og et hyggeligt, maritimt miljø. Og så er højdepunktet i stedets åbne køkken et stort glasparti, hvor det brede sortiment af kvalitetskød fra bla. Grambogaard ligger stille til skue. Noget af det har været en tur i modningsskabet og kan også købes med hjem i fersk stand af dem, der foretrækker at tilberede bøfferne derhjemme. Kulhuset er udover at være et spisehus derfor også en luksus-slagterforretning, som forsøger at forbedre folks adgang til rigtig godt kød.

Sammenlagt gør det Kulhuset til en interessant spiller på byens voksende gastro-scene: Køge er med sine 36.000 indbyggere en af de større byer i Danmark, som vokser markant i disse år. Affolkningen fra land til by er en del af gøre med det. Og så vælger flere, der har boet i København, at flytte herned, så de stadigvæk kan pendle, og bo markant billigere end i hovedstaden. I takt med udviklingen og den øgede interesse for at spise bedre, har flere restauratører sat rødder her, og ligesom andre provinsbyer som Roskilde og Helsingør udvikle sit eget grundlag for lokale råvarer, stolthed og iværksætteri. 

Lånte storebrors sygesikringsbevis for at blive opvasker

”Jeg har arbejdet på restaurant lige siden jeg var helt ung. Dengang var jeg formelt set lidt for lille til at arbejde, men jeg VILLE bare ud at lave noget, så jeg lånte min storebrors sygesikringsbevis som dokumentation og blev ansat som opvasker på en restaurant i Taastrup. Jeg elskede det hårde job, tempoet og stemningen. Jeg har altid villet arbejde i restaurationsbranchen, og siden hen har jeg haft mine egne caféer og restauranter overalt på Sjælland. Køge valgte jeg, fordi jeg her opdagede et sted, der levede op til min voksendrøm om at drive en restaurant ved vandet, og i en hyggelig by i positiv udvikling. Lokalet, som vi fandt og senere døbte Kulhuset, lå bare helt perfekt.”, siger Bauer.

Køge er ganske rigtigt i vækst og er lykkedes med at satse på infrastrukturen og det købestærke publikum fra København: Togstationen Køge Nord åbnede 2019, samme år som København-Ringsted banen. Køge rummer sin helt egen historie og atmosfære, der kan opleves mange steder i byen: Det store torv er et af Danmarks bedst bevarede af slagsen og flankeres af nogle af landets ældste huse. Her er der ofte markedsdag, og så er der havnen, hvor stadigt flere spisesteder åbner, og Køges alkoholiske stolthed, micro-destilleriet og specialbryggeriet Braunstein anno 2005, ligger og gør sig til i en gammel og velbevaret industribygning. Her langs det gamle bolværk, der først var hjemsted for fiskekuttere, siden industri og derefter forsøgt genfødt som Nyhavn i mini-format, trækker folk naturligt ned, så snart solen begynder at skinne. Kulhuset sætter trumf på vandets tiltrækningskraft ved at ligge lige der, hvor Køge å skyller ud i havet, og tilbyder mere ro, større intimitet og en mere maritim udsigt end stederne langs ’Nyhavn’.

Steg dine bøffer over kul ved spisebordet - på Kulhuset i Køge er det nemlig grill-sommer hele året_1

Sommerens grill-stemning på forskud

 ”Vi nåede lige at opleve sommeren 2020 inden corona atter lukkede landet. Nu åbner vi op til en ny sæson, som vi ønsker at forlænge ved at skærme terrassen ude ved vandet af, så vores gæster både nyde lyset og udsigten, selv når efteråret banker på”, siger Bauer, og ser ud af de store panorama-vinduer, der trækker udsigten indendørs. Herinde er stolene omkring bordene bløde og polstrede, og indbyder til at man trækker tiden lidt ud – måske med et par gode drinks, eller en ekstra flaske fra vinkortet. Er man eventyrlysten, tilbyder Kulhusets menukort også mere eksotiske dyr som kænguru. Men alligevel er det allermest eventyrlige ved Køges nye steakhouse stadig det faktum, at man hele året kan tage sommerens grill-stemning på forskud, uden at skulle gå på kompromis med vejret og temperaturen udenfor.

Læs mere om Kulhuset og book bord her