Spiselivs egen gastroblogger, Nicolai Tram, er medstifter af NaCl, og her forklarer han, hvorfor NaCl nu også indtager provinsen.

"Selvom vi kokke nok aldrig har ladet os inspirere så meget af udlandet, som vi gør lige nu, har vi her i København en tendens til at blive lidt for navlebeskuende i forhold til at kigge på det, der sker udenfor hovedstaden - og der taler jeg også om mig selv. Jeg ved, at der foregår en masse spændende ting i provinsen, og ved selv at tage til Århus og vise, hvad det er, vi laver, håber jeg, at vi kan åbne op for en større udveksling af kreative tanker og idéer fremfor som nu, hvor det hele er lidt adskilt."


Fri leg

Ved arrangementet, som foregår i gourmetrestauranten Svineriets teambuildingkøkken, Sanseriet, vil der udover en del af NaCls faste stab deltage kokke fra Svineriet, og på længere sigt er det håbet, at NaCl kan finde flere talentfulde kokke fra det midtjyske, som passer ind i staben.

Ligesom de øvrige 9 NaCl-arrangementer, som er foregået forskellige steder i København, blandt andet på Umami, The Paul og senest den nye Hotel- og Restaurantskole i Valby, bliver temaet for aftenen "fri leg."

"Da jeg startede NaCl for knap to år siden var vi en gruppe af kokke, der lige var kommet hjem fra Spanien, hvor vi alle havde arbejdet på 2- og 3-stjernede Michelinrestauranter. Vi havde lyst til at blive ved med at udfordre os selv og prøve at udforske vores egen stil, fremfor bare at lave retter, der holdt sig indenfor vores respektive restauranters og køkkenchefers koncepter. Det startede i det små, men vi har fået rigtig meget omtale og opbakning fra sponsorer og de gæster, der har deltaget i arrangementerne, så det har givet os blod på tanden til at se, hvad vi ellers kan drive det til."



Folk på SU skal også have råd
Han fortæller, at det altid har været ambitionen, at selv folk på SU skulle have råd til at deltage i et NaCl-arrangement, og prisen på 550 kr. for show, 6-7 retter og tilhørende vine er da også noget under, hvad man ellers betaler for den slags.

"Vi har aldrig tjent en krone på vores showcooking arrangementer, og det kan kun lade sig gøre at lave det så billigt, fordi alle arbejder gratis, og fordi vi har nogle trofaste sponsorer, som har været med hele vejen," forklarer Nicolai Tram.

Ved arrangementet inviteres gæsterne indenfor i køkkenet, hvor de kan følge med i kokkenes arbejde, stille spørgsmål og give respons, inden hver kok på skift fortæller om og anretter sin ret, som serveres for gæsterne, der efterfølgende kan give feedback.