Det er højst sandsynligt i 2150 Nordhavn, at du vil se dit livs første selvkørende shuttlebus på el. Den ligner en miniature-metro-kupé på fire hjul, og snurrer rundt blandt beton og caféer for at samle kvarterets beboere op. Biltrafik er nemlig bandlyst her, så på trods af den nyåbnede metro blot et stenkast herfra, kan 2150 Nordhavn bryste sig af at have Danmarks første af slagsen.

Bussen er benyttes flittigt af de lokale og er et godt sindbillede på Københavns nyeste kvartér, der har skabt sig selv, mens asfalten blev lagt, og de første beboere begyndte at flytte ind i ejendommene i det gamle Nordhavnsbassin: Man står sammen ved at være first movers og bo og leve midt i Københavns mest usædvanlige landskab, på god afstand af city og alt det, vi andre ellers forbinder med hovedstaden.

Buvette smørrebrød jul

Vi rykker sammen på afstand

Corona får paradoksalt nok også folk til både at holde afstand, og rykke sammen. Det har vi lært gennem det sidste halve år, som især i restaurationsbranchen ikke har set sin mage nogensinde. Og hvis julen er hjerternes fest, står højtiden til at blive den perfekte ramme for at se indad og føle glæden ved de intime selskaber, som vi måske husker fra barndommens julefrokoster. Dengang var julen sjældent kæmpefester, men snarere mindre komsammener på tværs af generationerne.

På den måde står julen til at blive retro på den gode måde - også i Nordhavn, og især på den franskinspirerede Buvette, hvor man vil specialisere sig i mindre juleselskaber: 

”Da vi åbnede sidste år, var vores opvarmede terrasse en naturlig forlængelse af restauranten. Den skulle slå pariserstemningen an, og fra den er der bogstavelig talt kun et par meter til havnebassinet og en dejlig udsigt til havet. I dag har den virkelig bevist sit værd, og giver den ekstra stemning til julens selskaber, hvor de grå og mørke nuancer i vejret matcher betonen og det blysorte vand. Det er et privilegium: hvem sidder ellers ’ude’ og spiser julefrokost, uden at fryse? Her får man fornemmelsen af naturelementerne, alt imens man har det lunt og godt med varmelamperne tændt bag de nedrullede vægge”, fortæller Julie, der er daglig leder på Buvette.

Restaurant Buvette Gløgg jul

Essensen til husets gløgg bobler allerede

Buvette er fransk for taverna eller lille spisested, men maden på kortet er nærmere moderne nordisk med franske strejf, mens selve restaurantens interiør og stemning er klassisk parisisk. Buvette består af et stort rum i L-form, der smyger sig om hjørnet på en af bygningerne ud mod Göteborg Plads, og hist og her har hyggehjørner og møbler, der inddeler restauranten i forskellige sektioner. Det gør Buvette oplagt til små, intime juleselskaber, hvor man sidder i behørig corona-afstand til andre grupper, og har fred til at dvæle ved maden og samtalen.

Buvettes menu i november og december er ikke klassisk ’julet’ – derfor er der heller ikke en regulær julefrokost, som kan bestilles - men maden er sæsonbetonet og vil rumme flere af de elementer, man forbinder med gastronomi i højtidsmånederne: for eksempel stegt andebryst, laks med dild og æble og en dekonstrueret ris a la mandé til dessert. Til frokost serveres der smørrebrød inspireret af julens traditioner. Og så er køkkenet allerede i fuld gang med at brygge essensen til den gode gløgg, som vil blive serveret med hjemmebagte småkager til i hele december. Og helt fremme på årets sidste aften serveres er desuden en særlig nytårsmenu med udvalgte vine.

Den corona-venlige vinkel er blevet en indgroet rutine hos Buvette – og sidste nye service er de QR-koder, som restauranten vil benytte for at lette berøringsfladen med stedets gæster. Alt imens folk stadig har mulighed for at benytte en fysisk menu, kan man via en QR-kode, der ligger på hvert et bord, scanne koden og få Buvettes menu vist på sin mobil, uden at skulle bladre i papirer. Det samme trick benytter Buvette allerede til take away, og trenden stammer fra Frankrig, hvor QR-koder i restaurationsbranchen er meget udbredt.

Fryd & Gammen lige under den lokale bif

Udenfor Buvette udvikler Nordhavn sig fortsat: havnebadet har været flittigt brugt hele sommeren, og bliver også benyttet vinteren ud af lokale, som kommer ned til havnekajen i badekåbe. Går man en tur rundt i kvarteret, er Hamborg Plads lige bag Buvette også ved at få sit eget præg, med bænke, grønne områder, supermarked og den nye biograf, Big Bio. Folk lufter deres hund her, tager en kop kaffe med ned og mødes med naboen, og børn løber på løbehjul. I et bilfrit kvartér er der plads til mere, og i forbindelse med Big Bio ligger Buvette-teamets næste projekt, burgerrestauranten Fryd & Gammen.

Buvette dessert Spiseliv

Stedet bliver et spisehus med alt fra lækker morgenmad til gourmetburgere. Fryd og gammen spredes igennem mad og værtskab, og gennem egne specialiteter – som hos Buvette, hvor den sprødstegte, spyd-grillede rotisserie-kylling er en signaturret, kommer Fryd & Gammen til at eksperimentere med vafler i både det søde og det salte køkken. På grund af det store lokale vil der også være plads til events og selskaber, og nær de store glaspartier bliver der skabt et cafémiljø med den gode kaffe i centrum. Fryd & Gammen åbner i løbet af november.

Buvette skal besøges for sin stemning, sin gode mad og sin smukke beliggenhed lige ved Sandkajen, der kommer til at give julehyggen et urbant twist. Inden eller efter maden kan man oplagt hoppe på shuttlebussen, der stopper lige udenfor Buvette, slentre rundt i kvarteret og se overraskende arkitektur og opleve små, sociale oaser, der på trods af 2020s uforudsigelighed fortæller om en dansk hovedstad i spændende udvikling.