Restaurantchefen Renso, bliver ved med at insistere på, at vi skal prøve pastaen med hummer: ”Alfredo tilbereder den, som man gør i Napoli, med masser af kød fra halen, og en sauce med tomat og hjemmegjort fiskefond.” Umiddelbart lyder det overdådigt. Men er der overhovedet plads i maven? Vi beslutter os til at vente med pastaen, indtil vi har smagt forretterne: bagt blomkål med rigelige mængder trøffel og smør, sprøde arancini – palermitansk gademad lavet på ris, ost og kødfyld - og kammuslinger med hummerskum. Hummeren går også igen i en antipasto, hvor kødet er lavet til en slags tatar, og dækket med burrata-ost. Alt sammen lækkert. Især er vi glade for stedets arancini, der som friterede kroketter giver lidt mæthed og bid, samt de duftende kammuslinger, der anrettes med mandler og kaviar i en stor muslingeskal.
Italiener på en legendarisk cafégade
Det er efterårsmørkt udenfor, men stemningen på Godthåbsvej fornægter sig ikke: det er flere årtier siden, at den legendariske café Den Blå Hund åbnede i kvarteret, og igangsatte en lille, lokal revolution på Frederiksberg. Nu behøvede man ikke gå på Allégades beværtninger eller på dyr restaurant for at gå ud: kaffen og den kølige øl kunne også nydes på café, i fransk setting med spejle og udslået baldakin over fortovene, hvorfra man kunne læne sig tilbage og blive en del af bymiljøet. ’Hunden’ tiltrak en stribe øvrige caféer og spisesteder, og i dag blinker det med blød og hyggelig aftenbelysning fra udendørs-pærerne, når Godthåbsvej blænder op for samværet.
Restaurant Como ligger som nabo til Den Blå Hund lige i smørhullet, og stemningen lukkes med ind, når dørene går og man træder hen mod baren. Farverne er dæmpede og varme, og man kunne sagtens være taget et skridt tilbage i tiden, til en klassisk, italiensk restaurant i 50’ernes New York, med prominente gæster, bløde møbler og sorthvide fotografier på væggene. Stemningen er dog fulgt op til 2021 med diskret kunst i form af bugtende metal på væggene og spisestole i nyt dansk design. Læser man på Como´s hjemmeside, står der, at man serverer elegant, italiensk mad med et nordisk strejf. På den måde går tingene op i en højere enhed.
Business-middag og familiehygge ved nabobordene
Renso, der tager imod, kommer oprindeligt fra Peru, men havde en far, som var besat af Italien. Derfor fik Renso et ’italiensk’ navn, dog med et ’s’ i stedet for et ’z’. Den sydamerikanske stavemåde ændrede ikke ved Rensos egen glæde ved det italienske køkken, og efter at have arbejdet med italienere flere steder i Danmark, var han med til, for nyligt, at åbne Restaurant Como – det vil sige blot et par dage før Danmark lukkede corona-ned i foråret:
”Jeg var på arbejde for at gøre restauranten klar til gæster, da jeg pludselig så folk udenfor vinduet slæbe afsted med pakker af toiletpapir. Jeg tændte for radioen, og hørte, at statsministeren nu ville lukke landet ned. Det fangede alle os med nye restauranter på det forkerte ben. Men det gjorde også glæden så meget større, da vi endelig kunne lukke Como op, og invitere folk indenfor”.
Jo senere det bliver, jo flere mennesker kommer der indenfor. Helt på italiensk manér sidder der 2 elegante herrer ved bordet parallelt med os. De er i jakkesæt og beder først om en god flaske rødvin inden middagen. I den anden ende af Como holder et mindre selskab fødselsdag. De har valgt den anbefalede pasta med hummer, og et stort eksemplar af skaldyret ligger dekorativt ovenpå pastaen, som er blevet båret ind på et stort fad.
På hjemmebane i mad fra pizzaens hjemby
Men med al den hummer, vi har nydt til forret, går vi efter den sorte scialatielli-pasta med blæksprutte, muslinger, tomat og langtidslagret parmesanost. I Italien har man tusindvis af pastaformer, ’Scialatelli’ er en typisk pastatype fra Campania-regionen, hvor Como´s chefkok Alfredo er vokset op. Hver lille pastabid er kort og bastant i det, og ser ud som om de er blevet vendt om en strikkepind, med en rille i maven, og buet ryg. Pastaen bruges gerne til skaldyr, hvor rillen opfanger pastasaucen, og resten af pastastykket er så tykt, at det sjældent koger ud, men forbliver ’al dente’.
I vores servering spiller den sorte pasta smukt op til blåmuslingeskallernes mørkeblå nuancer, mens de røde tomater giver dramatik og sødme. Alfredo kommer ud til bordet og forklarer, hvordan han har tilberedt retten, og tilføjet den langtidslagrede parmensanost for ekstra umani. Vi spørger, hvor han kommer fra i Napoli? ”Fra Mergellina-kvarteret – næsten ved kajkanten i Napolis havn. Men det er mange år siden, jeg har været hjemme. Når man rejser ud for at finde arbejde, går tiden hurtigt.”
Det napolitanske køkken er vel mest berømt for sin pizza. Men byens og områdets køkken er også baseret på alt det gode fra havet, og lige syd for millionbyen ligger Amalfi kysten, hvorfra mange af Italiens mest elegante fiskeretter kommer fra. Det er i øvrigt også her, scialatielli-pastaen i sin tid blev opfundet.
Mørt til et helt nyt niveau
Restaurant Como er dog ikke kun lig med fisk og skaldyr: som pasta kan man også vælge pappardelle med vildtsvineragout, og gnocchi med 4 slags ost. Charcuterie-fanatikere kan gå amok i stedets særlige udvalg af italiensk gourmet-salami, og som hovedret gå ombord i fyldige kødretter – enten kalvefilet eller ribeye. Sidstnævnte kan vi trods mæthed ikke holde os fra, og oplevelsen er kraftfuld: møre bøffer er noget, mange spisesteder hævder at have, men som sjældent holder vand ved nærmere inspektion. Como er en total undtagelse, med noget af det møreste ribeye, vi endnu har smagt, og det hele saftigt toppet med friske tomater, rucola og trøffel i overdådige dyner. Det var en forfriskende ny måde at opleve en ribeye på, der ellers steges med blot salt og peber, men her får på den helt store umami-klinge.
Den sidste ret består af noget så usædvanligt for årstiden som jordbærsalat med en basilikum-sorbet, hvor basilikumsaucen ligner syregrøn maling fra en metrovæg, og jordbæerne hygger sig blandt sort peber og marengs. På bedste, italiensk vis renser den ganen efter de fede retter, inden tiramisu’en rammer bordet, og vi forbløffende nok får den sat til livs. Når skeen går ned gennem de bløde kagelag, afslører den grofthakket, mørk chokolade.
Restaurant Como blander sig på bedste vis blandt Frederiksbergs frankofile caféer, og tilbyder italiensk feel-good og masser af mæthed i en kold tid.
