Gastronomiens ubetinget største darling pt., Noma, løb både med prisen for bedste forret og bedste hovedret, mens Bo Bech fik prisen for bedste dessert.

Bedste udskænkning gik til Enomania og bedste betjening til Christian Aarø fra AOC, mens den allersidste pris faktisk gik til - Jylland. Det var nemlig Brasserie Vendia i Hjørring, der løb med den.


Noma var en klar vinder
Hvordan kan det være, at København stod så stærkt i den endelige vinderpuljen, når nu hele landet var pænt repræsenteret i opløbet? Det har vi spurgt Foreningen af Danske Madanmelderes formand, René Langdahl Jørgensen fra Gastro, om.

"Baseret på gårsdagens line-up på 15 retter, så fylder Noma meget, fordi de vandt to ud af tre af priserne for årets retter. Der var ingen tvivl om, at Noma skulle vinde de to kategorier, fordi de skilte sig så markant ud fra de andre på det kriterie, der belønner idéen, som har ligeså stor vægt i bedømmelsen som smagen. Der er Noma nået et skridt videre end mange af de andre restauranter - ved at retterne har et så tydeligt udtryk, at du ikke er i tvivl om, at det er René Redzepi, der står bag."

Også Kristian Rise fra Brasserie Vendia tillægger Noma en stor del af æren for, at flere priser gik til København end til provinsen:

"Man kan kalde de retter, der vinder Årets Gericke, for en slags haute couture indenfor topgastronomien – det er lige til kanten, provokerer og smager for mange lidt for specielt, men det er med til at afgøre, hvad der bliver trendsættende. Det er de mest idérige og nyskabende ting, der vinder, og der er Noma nok toneangivende lige nu blandt mange af toprestauranterne."

Men generelt, mener både René Langdahl og Kristian Rise, at provinsen er rigtig godt med på det gastronomiske topplan.

Fokus på dansk gastronomi
i det hele taget er der lige nu rigtig meget fokus på dansk gastronomi både internationalt og herhjemme, som konsekvens af "Noma-effekten", som René Langdahl kaldte den.

I sin tale ved Årets Gericke efterspurgte han imidlertid en større diversitet på tallerkenerne på toprestauranterne - både dem i provinsen og dem i København - hvis flere restauranter for alvor skal med på Nomas vogn.

"Der er en tendens til en ensliggørelse af det visuelle, hvor vi ser rigtig mange trukne puréer, grønne olier og urter på toppen. Forhåbentlig kommer vi i de kommende år til at opleve, at flere begynder at få deres eget udtryk."

Se billeder fra aftenen herunder og flere på Facebook.