Picture

Il Gabbiano

Bare fordi man skal ud og spadsere på ægte københavnermanér, behøver maden jo ikke være nordisk af den grund. Derfor er en dampende varm og sprød pizza helt oplagt at nyde, enten som en energi-booster inden gåturen, eller en mættende finale, lige bagefter. Il Gabbiano er et italiensk restaurantkoncept, der ligger i Rungsted, ved Skovshoved og også her på Langelinje, hvor man har den smukkeste udsigt udover havneløbet og Refshaleøen. Kastellet ligger stik syd for Il Gabbiano, hvor mange kommer for at få sig en god pizza, men hvor der også serveres ægte klassikere som carbonara pasta og fettuccine al gorgonzona. Følger man selve Langelinje herfra kommer man direkte til den bro, som går over voldgraven og ind på Kastellet, hvor spadsereturen kan påbegyndes. Voldanlægget er et af Nordeuropas bedst bevarede og består af 5, græsdækkede bastioner, langs hvilke der er flere borde-og bænkesæt til picnic eller bare en pause. 

Picture

Café Petersborg

I den modsatte ende af kastellet nær Esplanaden begynder Frederikstaden, som i 1700-tallet blev konstrueret for at udvide hovedstaden med et kvarter i international stil. De fornemme boulevarder slanger sig omkring Amalienborg, mens Bredgade både byder på synagoger, byens gamle hospital (nu Designmuseum Danmark), gallerier og frokostrestauranter. Café Petersborg er en af landets ældste af slagsen og lå i selv samme bygning som det russiske konsulat. Spisestedet tiltrak derfor mange af de de russiske sømænd, som kom på visit i København, og deraf navnet. Her kan du enten nyde en klassisk frokostplatte med godt smørrebrød, eller vente til aftenmaden, hvor der bydes på gode bøffer, biksemad a la Petersborg eller en klassisk omgang frikadeller med rødkål og kartofler.  

Picture

Bistro Boheme

På Esplanaden ligger endnu en institution i det københavnske restaurationsliv, nemlig en af byens absolut mest foretrukne bistro'er, der troede på konceptet langt før det blev mainstream at hygge med fritter, bøffer og franske desserter i finanskrisens kølvand. Idag har mange restauratører lagt deres drift om til netop brasserie-stilen, men det har ikke resulteret i kundeflugt fra Bistro Boheme, tværtimod. For mange er det smukke lokale med spejle på væggene og højt til loftet et stamsted, hvor man mødes til hygge, lækker brasserie-luksusmad og god vin. Retterne er solide, så derfor er det perfekt at kunne brænde kalorierne af på voldene bagefter.  

Picture

Era Ora

Aftenmenuerne tager med rette deres tid her på Danmarks mest prestigefyldte italiener, der som den eneste af sin slags i Norden ejer en michelinstjerne i den røde bibel. Derfor tilrådes det at spadsere på Christianshavns Vold forinden, og ophobe lidt appetit. Era Ora ligger på Overgaden Neden Vandet, så voldene er lige i 'baghaven' – eller aflæg restauranten et besøg til frokost og snup turen bagefter. Især her om foråret er Era Ora et smukt skue, og hvis vejret er med dig, åbnes der i den pittoreske baggård, The Roman Garden, dekoreret med skulpturer og stenrelieffer i bedste italienske stil. Frokosten kan graduereres og ligger tilmed i et ganske fornuftigt prisleje, så hvorfor bruge pengene på de sædvanlige smørrebrød, når man for (næsten) det samme beløb kan nyde sig en michelinfrokost med hilsner fra Italien? Nyd også gerne et godt glas vin til – Era Ora besidder nemlig Nordeuropas største samling af italienske vine, og siden du skal gå, ikke køre, er der al mulig grund til at få sommelier Elvis Torregrossa til at åbne en god årgang.  

Picture

Rabes Have

Dette er så absolut en af Christianshavns gemte perler, og ligger på Langebrogade, der går skråt fra Langebro og ned til kvarterets kanaler. Du har sikkert set facaden flere gange før uden at vide, at der bagved ligger en idyllisk gårdhave klods opad voldene, og at huset er en ægte-Christianshavnermagnet hos både lokale og forretningsfolkene, der ynder at spise en klassisk dansk frokost her. Her blev flere af scenerne fra tv-serien Bryggeren desuden også skudt, og den sammensunkne bygning med de lavloftede stuer og vægge fulde af minder og patina bliver vel næppe et mere autentisk sted at nyde et godt måltid forinden turen på voldene begynder. Huset er opkaldt efter købmand Rabes, der åbnede stedet som brændevinsbrænderi i 1678, og man kan stadigvæk få den stærke drik i skøn forening med lækker sild og deslige her.  

Picture

Ravelinen

Lige ved overgangen mellem Christianshavn og resten af Amager ligger Ravelinen – endnu en historisk bygning, der sammen med et par andre bevarede huse udgjorde det toldsystem, der kontrollerede varerne, som gik ind og ud ad hovedstaden fra Amagersiden. Huset er opført i 1728 og er bygget mellem to af Christianshavns voldes bastioner: Elefantens Bastion og Løvens Bastion. Det betyder at Ravelinen er det perfekte sted at nyde en god frokost eller en omgang aftensmad i forbindelse med den traditionsrige bededagsspadseretur. Det gule hus med de røde skodder åbnede i 1942 som restaurant og traktørsted, og herfra har man en pragtfuld udsigt over voldgraven med kig til de christianshavnske kolonihaver. På Ravelinen nyder man veltillavede, danske husmandsretter så som torskeryg, kyllingebryst og hjemmelavede tarteletter, og til dessert er citronfromagen med karamelliseret havregryn, brændt marengs og friske citrusfrugter ganske berømt.