Picture

Mette Hvarre Gassner, Årets Kok 2011

Det rykker også blandt kvinderne i Udkantsdanmark, også rent kulinarisk. Det er Årets netop kårede Kok Mette Hvarre Gassner fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia et virkelig glimrende eksempel på. Hun har deltaget i konkurrencen flere gange, og i år var sidste gang, til gengæld var i hvert fald Spiseliv allerede ved semifinalerne ikke i tvivl om, at hun måtte være storfavorit. Det er ellers ikke meget, man har set til kvinderne i den konkurrence. I 1994 deltog Jannie Lykke S. Rasmussen som den første af sin slags, og i 1996 fik Berit Sommer Jakobsen sølv som den første medaljevinder af sin slags. I 1997 fik Betina Repstock bronze og i 1998 sølv. Og i 2006 deltog Mette for første gang. Bonusinfo: Hun har en ride-hoppe, der hedder Cristal, men er vist nok mest til Krug, når skidtet skal drikkes. Næste mål: Sommeliernålen.

Picture

Hannah Alexandra Grant, Københavns kooleste kok

I lære som kok hos Hansens og færdigudlært fra nu hedengangne TyvenKokkenHansKoneOgHendesElsker, men det er det mindste interessante af det hele. Folk, der kender Hannah bare en lille smule, vil vide, at hun er et virkelig muntert bekendskab og en bragende god kok. Og så forstår hun altså at udnytte sin kokkeuddannelse til lidt mere end bare lige. Fra TyvenKokken gik turen til Fat Duck som ulønnet stagiaire. Herfra gik det videre til El Bulli.. eller vent.. det havde været den lige vej, men Hannah er jo ikke så lige, snarere lidt skæv på den gode måde, og fra Fat Duck gik turen til søs, hvor hun sejlede rundt under lune himmelstrøg som privatkok ombord på et sejlskib med kite-, wind- og almindelige surfere, der sponsoreret af en eller anden virksomhed sejler jorden rundt og laver ottedobbelte salto'er og andre tricks til brug i film, reklamefilm m.v. Og sådan nogle skal jo også spise; den klarede Hannah så. Herfra blev hun cateringchef hos kongefamilien i Monaco.. eller nåh nej.. kok på øko-dimsen i Kødbyen BioMio, så lidt Noma, så lidt bistro (Davids Bistro i Århusgade har aldrig været heldigere) og nu: Chefkok for en flok sultne og verdensberømte cykelryttere hos Team Saxobank, hvilket oftest betyder, at arbejdspladsen er flyttet til Italien, Frankrig eller Spanien, og at kulhydraterne er i fokus.. Hvad mon det næste bliver? Vi venter spændt!

Picture

Mette Helbæk, Danmarks første og førende gourmetgrønthandler

De fleste af os, der læser dette forum, genkender nok Mette som Spiselivs første redaktør og redaktionelle grundlægger, hvis man kan kalde det det. Og andre kender hende helt sikkert fra Kokkekampen, hvor hun gav vinderen Mira Arkin kamp til stregen og lidt til. Men allermest kendt er hun, fordi hun er hovedstadens egen fru Baghave, gourmetgrønthandleren, der startede ud med hyggelig og autentisk stadeplads på Victor Borges Plads på Østerbro, og som i januar dette år, da kulden blev for stram for en ellers hårdfør grønthandler, rykkede inden for i Tullinsgade 10 lige ved Værnedamsvej på Vesterbro. Jaja, tænker du måske, en grønthandler, dem er der jo mange af, men Baghaven er enestående. Den er nyt nordisk køkken inden for grønthandleri. Men også gammelt nordisk køkken med friskmalet mel fra stenkværn for eksempel. Den er friske grøntsager fra lokale avlere, de bedste af slagsen, faktisk, dem, der leverer til toprestauranterne, og, snobberi, tænker man måske, men nej, det er det ikke, det er bare de bedste grøntsager, du kan tænke dig, og i de bedste grøntsager er der på alle måder mest smag og vitalitet, i de bedste grøntsager gemmer sig de bedste måltider, og i bund og grund er det helt utroligt, at vi har kunnet leve uden Baghaven lige indtil nu. Tak, Mette.

Picture

Anita Kajhøj Ibsen, Årets Tjener 2011

Den dobbelte guldmeldaljevinder Lars Spring (Nimb, København) måtte vige pladsen til fordel for Molskroens (også i Udkantsdanmark!) Anita Kajhøj (og han måtte i øvrigt selv nøjes med en fjerde plads) ved dysten til Årets Tjener i Bella Center, søndag d. 27. februar 2011. Det er femte år i træk, at Årets Tjener-konkurrencen afholdes. Konkurrencen har generelt betydet, at der er kommet mere fokus på tjenerfaget, hvor der tidligere stort set udelukkende var fokus på kokkene, hvilket jo er godt, for på mange måder er det tjeneren, der er linket mellem gæsten og den gode restaurantoplevelse. Hvad er det så, der gør forskellen? Allerstedsnærværende overdommer Jesper Boelskifte (Umami, Sommelier og MASH) understreger, at det er detaljen, der gør det, mens den tidligere Danmarks- og Europamester Christian Aarø (AOC, København), der nu er med i dommerpanelet, formulerer det således til Horestas TV: “Helheden i det hele betyder ret meget.” Den lader vi lige stå et øjeblik, mens vi lykønsker Anita med prisen. Anita var med for tredje år i træk og har nu, i nævnte rækkefølge, vundet hhv. bronze, sølv og guld. Hun fik forhåbentlig en meget stor flaske champagne efter kåringen.

Picture

Marie von Ahm. Vinentusiast på top professionelt plan.

Marie von Ahm er vinentusiast på top professionelt plan. Det lyder af noget, men det dækker faktisk ikke rigtigt. Hun har en master of wine fra Wine & Spirit Education Trust i London. Hun skriver for Fine Magazines om vin. Hun er yngste og eneste kvindelige (nogensinde) medlem af Le Grand Jury Européen, der har ry af at være en utrolig seriøs vinsmagningsinstans. Hun er også vinkonsulent for European Bank for Reconstruction and Development. Og hun har sit eget firma, hvori hun bl.a. yder rådgivning og eksporthjælp til vinhuse i Europa til hovedsagligt de skandinaviske og asiatiske markeder.  Og vi har helt sikkert ikke fået det hele med. Til daglig bor Marie i Barcelona, men med godt og vel 250 årlige rejsedage, kan man næsten ikke tale om noget 'til daglig'. Og for øvrigt er hun i skrivende stund kun lige knap 30. Det er sgu da meget godt gået af en ung kvinde, hvis succes udelukkende skyldes hendes egen drivkraft og passion. Passion for vin.