Picture

The Coffee Collective

Selvfølgelig skal Københavns måske vigtigste frontløber for den moderne nordiske filterkaffe nævnes og hyldes – ikke mindst fordi de handler udfra en 'direct trade' politik om, at deres producenter skal modtage en god pris for deres 'råstof', og at kaffebønderne hvert år får besøg af The Coffee Collective. Coffee Collective har 3 kaffebarer i København - én i Jægersboggade, én i Torvehallerne og én på Godthåbsvej, Frederiksberg.

Picture

Democratic Coffee

Det kan synes som et vildt sted at placere en kaffebar – i Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade! Og dog ikke – et bibliotek er vel essensen af fællesskab og oplysning, og derfor er det ikke sært, at Klaus Thomsen er tosset med Democratic. ”Kaffe handler netop om fællesskab, at alle har ret til en god kop kaffe, uden at der går snobberi i det. På Democratic går de efter den harmoniske kaffeoplevelse, hvor et bredt udbud af bønner giver et smukt billede på kaffens potentiale.” Læs mere om Democratic Coffee på hovedbibliotekets hjemmeside.

Picture

La Capra

Midt i det århusianske Latinerkvarter ligger der bogstavelig talt en ged efter kaffe – Klaus anbefaler stedet som et af byens bedste, hvis man er til filterkaffe, der er blevet kælet for. Deres kaffer er rene og lette i smagen, og de rejser løbende verden rundt for at inspirere og fortælle om nordisk kaffe. Læs mere om stedet på www.lacapra.dk

Picture

Café Kaffegal

En af Spiselivs egne filterkaffe-favoritter i Århus. Her taler vi klassisk dansk, som vor mormor lavede den! Kaffekortet byder både på espresso-drikke og kaffe på filter – en god, stor kande koster 68kr, og konceptet er endda fair trade og økologisk. Et godt skvæt whisky i filterkaffen gør den 'Irish'.

Picture

Café Sokkelund

Spiseliv anbefaler at smutte forbi den stemningsfulde café der ligger helt pariseragtigt i skyggen af Frederiksberg Rådhus og Have. Der summer altid af liv, og kunderne valfarter dertil for caféens berømte tømmermændsbrunch, der inkluderer byens måske lækreste burger. Stamgæster skylder den ned med saft eller kaffe. Og udover det velassorterede kort udi espresso-varianter serveres her også den klassiske filterkaffe til 32 kr.