“Har du set toilettet?!”

Hvor imponerende er det ikke for os danskere, når vi i fx New York, London eller Tokyo er ude at spise fint på de fancy steder? I sådan nogle store byer er der bare lidt flere mennesker, lidt flere mennesker med penge og lidt mere ræson i at kaste nogle (mange!) af de penge efter indretningen af restauranter, end vi kan prale af i lille København.

Men vi kan også være med, omend i mindre skala.

I anledning af, at denne uge står i modens tegn i København, kan du ligeså godt gøre det lidt lækkert for dig selv og spise i fede omgivelser. Her er nogle af de restauranter i byen, hvor der er gjort lidt mere ud af decor’en.

Picture

100% Bo Bechsk på Geist

Bo Bechs nye, store og dyrt indrettede restaurant er noget af det mest kosmopolitiske og designeragtige, man finder i København lige nu. Med svungne smedejernsgitre, tunge gardiner, store lamper og masser af naturmaterialer har designduoen Space fået det bedste ud af de lækre, højloftede lokaler midt på Kongens Nytorv, som tidligere husede Jyllands Posten.

Måske inspireret af den franske restaurantsucces l’Atelier tager man her plads rundt om den store bar, hvor man har frit udsyn til kokkenes arbejde og med Bo Bech himself som en storsmilende maestro midt i infernoet, dirigerende slagets gang. Det er ren poesi.

Også maden er noget af det mest designerlækre, der kan opdrives i vores lille kongerige. Her bruges gode råvarer, som tilberedes præcist og anrettes i et unikt, Bo Bechsk udtryk, som er underspillet avanceret, sindssygt smukt og lige i øjet.

Picture

Gastronomisk haute couture på Noma

Det kan godt være, vi ikke kan prale af et stort udbud af designrestauranter, men til gengæld har vi den ultimative repræsentant for gastronomiens svar på haute couture liggende lige ude på Christianshavn.

Her står også designduoen Space bag en stil, som til mindste detalje matcher det 100% nordiske og meget unikke udtryk, der findes på tallerkenerne. Det er ikke grandiøst, det er bare smuk smuk enkelhed. Læg forøvrigt mærke til de pileflettede kurve til håndklude - dem har min moster flettet!

Som bekendt med haute couture falder det måske ikke i enhvers smag, så hvis du mener, at en koks evne til at piske en béarnaise er det eneste kriterie for bedømmelse af hans evner, er det nok ikke lige René Redzepis køkken, du skal vælge at bruge 2-3000 kr. på. For det koster det - til gengæld er det stort set umuligt at få bord.

Picture

3-i-1 på Custom House

Har man sagt design, må man nødvendigvis også sige Custom House. Terence Conrans restauranthus i den gamle flyvebådsterminal på Havnegade er i hænderne på Sir’ens protegéer noget af det mest gennemdesignede, København kan præstere.

De tre restauranter i huset er designet i vidt forskellig men gennemført stil; den japansk-inspirerede Ebisu i lækkert asiatisk tilsnit; den italienske Bacino i klassisk levemandstil mens det amerikansk-inspirerede steak house og cocktailbaren Bar & Grill har et mere afslappet, ungt udtryk. Tilgiv denne skribent, hvis det ikke er de rette designmæssige betegnelser, der benyttes.

Men - og vigtigt at pointere - der er også noget at komme efter under den pæne overflade. De tre restauranter præsterer hver for sig noget af det ypperste indenfor deres respektive genrer; Ebisu med et moderne asiatisk avantgarde-køkken baseret på japanske og nordiske råvarer, Bacino med et bundærligt, italiensk husmorkøkken baseret på gode råvarer og enkle tilberedningsmetoder, dog med fine fornemmelser, og Bar & Grill med bøffer af god kvalitet, hjemmelavede fritter og et stort udvalg af tilbehør, som det sig hør og bør i en ægte Bar & Grill.

Picture

Futuristisk i orange på Umami

Orange er ikke lige den farve, men ser mest benyttet i københavnsk restaurantinteriør, men på Umami er den gennemgående. Det modige farvevalg skaber en varm kontrast til den futuristisk elegante stil. Og matcher i øvrigt det elegante japanske køkken med fransk islæt, som praktiseres her, ganske glimrende.

Det ville dog klæde Umami, hvis de 90’er-agtige billeder af en vampet japanerinde sensuelt suttende på et sæt spisepinde (se billedet) snart blev skiftet ud. Vi skriver jo 2011.

Men lad nu det ligge, for når alt kommer til alt, er det maden, det gælder, og her er Umami uden tvivl blandt de bedste både til sushi, det moderne japanske køkken og det franske islæt, som popper op hist og her. Mad, der nemt fås billigere i København, men sjældent bedre og aldrig så designerlækkert som på Umami.

Picture

Kunstnerisk på Karriere

Det er egentlig mere kunst end design, der pryder vægge, gulve lofter, døre og vinduer på Karriere. Således er interiøret piftet op med ting, som ikke kan ses, fx den skjulte mikrofon i et af bordene, og baren som rykker sig umærkeligt få centimeter i timen. Men der er også meget, der er til at få øje på.

Blandt andet de nye lamper, som erstatter Olafur Eliassons iøjnefaldende lysobjekter, der lignede lysende øjne. De nye lamper er skabt af seks fremtrædende kunstnere, som med udgangspunkt i en hvid ledning med fatning og pære har skabt lamper med en rigdom af variation og udtryk, med en ny og forandret stemning på Karriere til følge.

Og der er meget mere at kigge på, men gør det selv, når du fx dropper forbi til en nordisk/europæisk inspireret 3-retters menu med kammusling a la ‘brændende kærlighed’, kalvefilet med rodfrugter og havtorn samt chokoladekage med rødvinskogt pære, som i anledning af modeugen serveres fra kl. 18-23 og koster 275 kr.

Picture

Arnes design på Restaurant Jacobsen

Her er vi ude i en designrestaurant i mere klassisk forstand. Stort set alle møbler og lamper på Restaurant Jacobsen er designet af - ja - Arne. Selv huset har han tegnet, og det er da gennemført.

Udsigten over Øresund kan mesteren ikke krediteres for, men den er fænomenal, og mon ikke han har haft den i tankerne, da han besluttede sig for at udstyre restauranten med kæmpe panoramavinduer?

På tallerkenerne er der tænkt over restaurantens designmæssige ophav, så stilen er naturligvis dansk/nordisk, stilren, enkel og dog personlig. Inspirationen til menuen er hentet i skoven og ved stranden lige udenfor huset, og som jo er meget moderne for tiden, plukker kokkene selv deres urter. Det er moderne dansk i klassiske danske rammer, og med en pris på 315 kr. for en 3-retters menu får man oven i købet virkelig meget for pengene.

Picture

5-stjernet luksus på Brasserie Petri

Med 5 stjerner og en ultra-central beliggenhed er Hotel Skt. Petri et sted, hvor du med rette kan tage dit mest fancy designerskrud på uden at føle dig over-dressed. Hotellets restaurant på 1. salen er som resten af hotellet indrettet designerlækkert med bløde møbler, lette gardiner og højt til loftet.

Hotellet huser også den eksklusive cocktailbar Bar Rouge, hvor en aften på Skt. Petri meget oplagt til rundes af.

Menuen er inspireret af det italienske husmorkøkken, men med et moderne twist og sæsonens gode, danske råvarer. Retterne serveres som ved en italienske festmiddag, hvor man får mange små retter, som deles blandt alle ved bordet. Man kan vælge mellem antipasti, pastaretter, hovedretter, ost og dessert fra det lille a la carte kort, og torsdage og weekender fås desuden en aftenmenu, som skifter hver uge.

Der serveres desuden frokost både i Brasserie Petri og den mere uformelle Café Petri i hotellets stueplan.