Shezan

Industrielt lys i farve og ufatteligt billige karryretter var sammen med et køkken, der havde været saneringsmodent i et par generationer og den evindelige tunge petroleumslugt i vintermånederne, grunden til at mit køleskab (der sjældent var tændt, da petroleumsvarmen alligevel fes ud, inden den fik sagt bøh) sjældent indeholdt andet end ost og smør og køkkenet i øvrigt kun kunne byde på blødt knækbrød. Hvorfor dog lave mad, når Shezan havde karry og lasies til under en halvtredser – skønt det var mange penge den gang – og en egen uforstyrlig ro midt i Istedgades leben? Og neonlyset lyser endnu.

Indus

Lige på den anden side af (Isted-)gaden og lysstofrørene er ikke mindre autentiske, skønt køligt hvide. Uh, den blomkål med fennikelfrø og karry, og så en tur i ønskebrønden. Og musikken; uhada; det var tider. Og man kan stadig hente en spismedhjem og skylle ned med middelmådig Kingfisher, mens man venter.

Quattro Fontane

Den første rigtige date med en fra gymnasiet, i biografen og så ud at spise, gik til Quattro Fontane. Det var dengang, pizza var en eksotisk ny ret og stearinlys i bastflasker var toppen af autenticitet. Med fare for at min hukommelse spiller mig et puds, husker jeg det som en enestående gastronomisk oplevelse. Og noget må Quattro Fontane har gjort rigtigt, for restauranten er her endnu og oser af old school etnicitet. I vore dage regnes en italiensk restaurant vel ikke for at være etnisk; men dengang Irmagrillen stadig fandtes; der var det altså topmålet af eksotik!

Ankara

Tre retter for kr. 49,- gjorde Merhaba til en sand folkerestaurant i Abel Catrinesgade på Vesterbro, hvor Cofoco nu ligger, men restaurantens afligger Ankara i Krystalgade 8 består med sine tyrkiske specilateter: meze og mavedans som alle har råd til!

Kanalcaféen

Udefra set bliver det ikke mere etnisk. Som udlandsdansker i sin tid gik turen altid til Kanalcaféen, når man var i landet. Tjenere iført vest og møntpung som i de gode gamle dage og altid med en frisk bemærkning, som man var for lang tid om at afkode og måske for ung til at forstå? Og man fik altid for meget snaps. Og for meget mad. Og halsbrand. Men det føltes edderdansk og eksotisk på en gang. Ikke engang pølsevognen overgik det. Så man gjorde det igen og igen. Og Kanalcaféen ligger der endnu.

L'Éducation Nationale

Det var dengang, det var Bernards (og hans hunds; allerede dengang lignede de hinanden), og man kunne få stegt boudin og en pichet af husets. Fransk for en aften sammen med alle de andre, der enten rent faktisk var franske, eller også var det for en aften. I dag har stedet fået nye ejere, nemlig Eric og Nanna, der også har Tire Bouchon på den anden side af gaden lidt længere oppe. Stilen er stadig umiskendelig fransk bistro-agtig, og det er nok meget godt, for oven på årene med Bernard kunne man godt se for sig, at det havde sat sig fast i væggene. En omgang omelet-frites til frokost kan anbefales.