Roskilde Festival anno 2009 er stadig ved at blive pakket ud, pustet op og banket på plads for at antage sin kendte form som nordens musikmekka nummer et de sædvanlige fire dage i starten af juli. På campingpladserne er der allerede godt fyldt op, og tisstøvet er begyndt at lægge sig over pladsen.

Vi får kantet os forbi en fuld svensker, som trækker ned i bukserne og peger en blåmalet kønsdel hen mod os, et par gothpiger med pigge i hele hovedet og x antal fulde gymnasiedrenge i fodboldshorts og sjove hatte. De varmer op, snart går det løs.

I den pænere del af Darup og omegn sidder to mennesker, som snart skal se kulminationen på det forgangne års arbejde for at sørge for, at vi har andet end åndelig føde og medbragte dåsebajere at leve af på årets festival. Dem mødes vi med i deres interimistiske kontor indrettet i et klasselokale på Roskilde Handelsskole. Hvad skal vi spise i år, vil vi gerne vide.

Lars Orlamundt og Ditte Havelund er henholdsvis sektionsleder og koordinator på madområdet. Det er i sidste ende dem, som bestemmer, hvad du skal sætte tænderne i under festivalen.

"Vi vil stadig have et prisniveau, hvor efterskoleeleverne som er her også har råd til at købe mad og ikke bliver nødt til at tage ind til Roskilde for at købe smøreost og rugbrød."

5 spørgsmål til Lars Orlamundt og Ditte Havelund

- Hvad lægger I vægt på, når I vælger, hvem der skal have lov at lave mad herude

Lars: ”Vi lægger vægt på en meget stor bredde i sortimentet. Hvis man skal spise her hver dag, så er der mange forskellige muligheder. Og så har vi nogle steder, hvor vi forsøger at hæve niveauet i forhold til, hvad man ellers kunne forvente, når man er inde på en græsmark.”

- I har en del vegetarmad på programmet i år. Hvordan kan det være?

Ditte: ”Vi har opfordret mange til at ændre i deres vegetarretter, så det ikke bare er en ret uden kød, men at det faktisk er et alternativ til de andre retter. Både fordi, vi er blevet gjort opmærksomme på af brugerne, at de syntes der manglede god vegetarmad, og fordi det er bedre for miljøet.”

- Har miljøet en særlig prioritet i år?

Lars: ”Ja bestemt, det har vi lagt stor vægt på i udbudsmaterialet til boderne. Vi forsøger at få madområdet så bæredygtigt som muligt. I år er alle tomater økologiske og klimaneutrale. Og alle æbler, pærer og grapefrugter er økologiske.”

- Hvor vigtig er maden på Roskilde Festival?

Lars: ”Ligeså vel som at vi på musikken prøver at vise nye veje og have et højt kvalitetsniveau, så gør vi det samme i pausetingene og der er maden jo en meget vigtig faktor.”

Ditte: ”Men vi vil stadig have et prisniveau, hvor efterskoleeleverne som er her også har råd til at købe mad og ikke bliver nødt til at tage ind til Roskilde for at købe smøreost og rugbrød. Det er vigtigt, der er forskellige muligheder. Man kan gå i Ovalen og spise fint og eksklusivt, men man kan også vælge noget udmærket mad til en noget lavere pris andre steder.”

- Hvem glæder I jer til at spise hos i år?

Lars: "Soupanatural som er sådan en suppe- og cocktailbar, det tror jeg bliver rigtig sjovt. Nede i de store kvæghaller laver vi noget, som hedder Nordic Deli, hvor alle råvarerne er nordiske, som også bliver ret interessant. Og så har jeg smagt en prøve på en økologisk pizza, som Muskelsvindfonden står for. Den er faktisk rigtig god."

Ditte: "De fire steder i Nordic Deli er helt nye, så jeg glæder mig til at spise derinde men også til at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg har heller ikke prøvet Bottega endnu, det glæder jeg mig til."