Under overskriften “Ribbensteg - rib 1 steg” starter et indlæg sådan her. Eller først er der et billed af ribbensteg skåret i skiver, serveret på fad, og så introen:

jeg beskæftiger mig med professionel cykelsport og mad. begge er grene af livet, hvor doping er et faktum, måske endda et problem. det ene sted mere end det andet, hvis man spø'r mig. men det gør man ikke.



nåmen vi fortsætter med en dialog, sådan lidt filmagtigt.

Indlægget udgøres i grove træk af en dialog mellem to mænd, hvor den ene kritiserer den andens måde at anrette maden (nummer to er kok?) sådan lidt filmagtigt skrevet, som han selv påpeger, som var det et manuskript til en film. Den anden (kokken, altså) er øjensynligt ligeglad og mere optaget af en kvinde, der bevæger sig rundt i lokalet. Vi gætter på, der er tale om en steg. Indlægget slutter med endnu et billede af ribbensteg. Og det er det.

Det balancerer lige på kanten mellem fiktion og virkelighed, og som sådan har vi ikke brug for at vide, om det så er virkelighed; det gør jo ikke i sig selv historien bedre eller dårligere. Vi gætter på, den ene er kok, og den anden en af hans venner. Men mere behøver vi heller ikke. Det er subtilt og uvæsentligt og underholdende og ikke en skid selvsmagende, på én gang. Bloggens undertitel 'Røvhistorier og meget mere' er ikke helt upassende.

Der er masser af perler. Den om at han vil skrive digte om hotdogs, men ikke kan, pg pludselig er det lidt poetisk alligevel. Den om den lille, der synes, de skal have fransk mad og forslår pariserbøf. Den om 'muddah' i Viborg, der laver 'bollah i karry', så man får ondt i maven. Og så sniger der sig en opskrift ind her og der:

senere er nu. det minder duften fra i går aftes mig om, imens jeg lader kammeret med espressobønner. den hænger her endnu, duften. vi var 3 der spiste en helt klassisk ret. oksebov, et godt stort stykke. brunet af og så i selskab med gulerødderne, skalotteløg og et helt hvidløg. vand, vin, eddike. peberkorn også ja. op og simre en time v. frokosttid. luk'r'sluk så den trækker i 3. derefter op igen og simre (ikke et sekund mere end det dersens slumrende simreri - ingen kogning!) i 2-3 timer. stille og roligt som man sir. 'må jeg få mere kød?' sagde villads, og andreas ville også mere. det var væk, men der var stadig sovsen - det mørkebrune fluidum - og skokker, rødder og kartofler tilbage. 'må man mose?' ---> ja fanme da ja!

Kan det gøres smukkere?

Personen bag Kulinaria er Jakob K. Sørensen, kok, foodstylist, tekstforfatter og teamcooker (det står på bloggen). Og modsat så mange andre bloggere efterligner denne blogger ikke en stil fra nogle andre allerede eksisterende og mere etablerede mediebilleder, den har ligesom fundet sin egen stil. Seriøs er bloggen her muligvis ikke hele tiden, men også det er faktisk noget af det mere charmerende ved den. Og så formår Jakob at fortælle en virkelig lang historie mellem linjerne og med meget meget sparsommelige virkemidler. På en eller anden måde holder det bare. En til tider virkelig underholdende og til tider virkelig mærkelig pause fra, hvad man nu trænger til at holde pause fra, men uanset hvor mærkelig eller uvæsentlig det, der står, er, så gider man alligevel at læse det. Fordi kan det forekommen uvæsentlig, men ikke uvedkommende. Af samme grund som man læser et digt eller en god bog eller lytter til en plade måske, så læser man Jakobs blog. Det er bare helt ok. Og billederne holder!

Vi slutter lige af med dette lille guldkorn:

her i 8 kilo hejjah det trøfler. ikke rongkugler eller hva i kalder det i kjøwenhafen. trøfler!

Og den lader vi så stå dér. Du må gerne komme med til min næste fest, Jakob. Jeg tror, du er sjov.