Anden lørdag i september går landet hvert år i fisk, kunne man sige med en fortærsket munterhed. I hvert fald er netop denne dag af seks forskellige organisationer fra fiskebranchen udvalgt til at være Fiskens Dag.

I den anledning arrangeres der landet over forskellige tiltag, som hver især har til formål at sætte fokus på fisk - og i sidste ende at få os alle sammen til at holde lidt mere af de sølvglinsende skønheder, også på middagsbordet.

 

Tørfisk og billig frokost på Rådhuspladsen

Hovedeventen på dagen finder sted i Hovedstaden, hvor Rådhuspladsen for en dag omdannes til fiskeauktion, Sticks 'n' Sushi og Acquamarina byder på fiskefrokost til under en 50'er, bandet Tørfisk leverer lydkulisse á la 'soundtracket til et liv ved Vesterhavet', fiskeskolen lærer nysgerrige hvordan man fileterer en fisk, fiskemarkedet giver mulighed for at købe ind til aftensmaden - og meget andet.

Hele programmet for arrangementet på Rådhuspladsen kan ses på fiskebranchens hjemmeside.

 

Mød Kong Neptun og sørg for hajføde

Andre indslag på programmet er muligheden for at hjælpe med at fodre hajerne i Grenaa, en put&take-event i Bagenkop havn, hvor 1000 fisk slippes løs til fri genindfangning af fremmødte lystfiskere og besøg af Kong Neptun på Frederiksberg.

Se programmet for hele landet her