Den sidste sommerweekend i Tivoli bliver traditionen tro markeret med fest, farver og fyrværkeri, når forlystelseshaven sætter punktum for sæsonen. Den 23.-25. september er det således sidste chance for at opleve blomster, musik, forlystelser, mad osv. i Tivoli.
En weekend med et bredt udvalg
Tivoli har noget for alle og enhver smag – også i sommerens sidste weekend. Der vil således også være hele tre forestillinger for de teaterinteresserede, når PLATT-FORM i Glassalen leverer bidende musikalsk satire, når Pretty Woman - The Musical sender publikum på en nostalgisk rejse tilbage til 90’erne i Koncertsalen, og når Pjerrot og co. underholder fra Pantomimeteatrets scene. Det påfugleklædte teater lægger også scene til årets sidste pantomimeforestilling om søndagen, hvor Tivolis gæster kan forvente et sammenklip af alt det bedste fra sæsonen, som byder på skæg og ballade, flotte ballettrin og måske en overraskelse eller to.
Der er også show for børnene, når Rasmus Klump underholder i sit hus med veninden Flora. Er man mere til en rolig spadseretur, kan man gå på jagt efter de 15 CHART-kunstværker, der er placeret rundt omkring i Haven, og hver aften over hele weekenden vil der være spektakulære illuminationer rundt om Tivoli Søen.
Fyrværkeri
Tivoli sætter også punktum for sommerens store musikprogram. Først med poprock-bandet Jung som fredag indtager Plænen og afrunder årets Fredagsrock-program. Også Tivoli-Garden slutter sommeren af med manér, når de lørdag spiller sæsonens sidste koncert på Plænen, går deres sidste parader gennem Tivoli for fuld musik og slutter af søndag med den stemningsfulde militærceremoni, Tappenstregen.
Sidste chance for islandsk gourmetoplevelse
Når Tivoli lukker indgangene for sommersæsonen, lukker den 1-stjernede Michelin-restaurant Dill også deres pop-up i Det japanske Tårn og rejser tilbage til Island. Det er altså sidste chance for at opleve islandsk kogekunst på allerhøjeste niveau.
Halloween i Tivoli er lige rundt om hjørnet
Sommersæsonen bliver rundet af med flot lukkefyrværkeri fra Koncertsalens tag, men der går ikke lang tid, før portene til Tivoli igen åbner. Alle modige gæster kan se frem til fortryllende uhygge, når Halloween i Tivoli vender tilbage torsdag den 13. oktober kl. 11.
Program for sidste åbningsweekend i Tivolis sommersæson
Fredag den 23. september
Kl. 14:00: Rasmus Klump leger Teater (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 15:00: Tittebøh Rasmus Klump (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 16:00: Rasmus Klumps Livret (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 18:30: Harlekin Mekanisk Statue (Pantomimeteatret)
Kl. 19:00: Pretty Woman - The Musical (Koncertsalen)
Kl. 20:00: PLATT-FORM - er vi gået for langt? (Glassalen)
Kl. 20:00: Pjerrots Fataliteter (Pantomimeteatret)
Kl. 22:00: Jung til Fredagsrock
Kl. 22:30: Illuminationer ved Tivoli Søen
Lørdag den 24. september
Kl. 12:00: Rasmus Klump leger teater (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 13:00: Tittebøh Rasmus Klump (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 14:00: Rasmus Klumps livret (Rasmus Klumps Hus)
Kl: 14:15: Tivoli-Gardens opmarch til koncert på Plænen
Kl. 14:30: Tivoli-Gardens koncert på Plænen
Kl. 15:00: Rumrejsen (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 16:00: Pretty Woman - The Musical (Koncertsalen)
Kl. 16:00: PLATT-FORM - er vi gået for langt? (Glassalen)
Kl. 16:30: Tivoli-Gardens parade
Kl. 18:30: Pjerrots Fataliteter (Pantomimeteatret)
Kl. 20:00: Den Falske Husholderske (Pantomimeteatret)
Kl. 22:30: Illuminationer ved Tivoli Søen
Kl. 23:45: Lørdagsfyrværkeri
Søndag den 25. september
Kl. 12:00: Rasmus Klump leger teater (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 13:00: Tittebøh Rasmus Klump (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 13:30: Harlekin Mekanisk Statue (Pantomimeteatret)
Kl. 14:00: Rasmus Klumps livret (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 14:00: PLATT-FORM - er vi gået for langt? (Glassalen)
Kl. 15:00: Tak for i år! (Pantomimeteatret)
Kl. 15:00: Pretty Woman - The Musical (Koncertsalen)
Kl. 15:00: Rumrejsen (Rasmus Klumps Hus)
Kl. 16:30: Tivoli-Gardens parade
Kl. 19:00: Tivoli-Garden går Tappenstreg
Kl. 21:00: Illuminiationer ved Tivoli Søen
Kl. 21:45: Lukkefyrværkeri