Fredag den 12. november åbner Tivoli op for endnu en julesæson. Som altid kan man se på mekaniske nisser i Nissekøbing, og blandt de nye tiltag i år er en 45 meter lang kælkebakke, en arbejdende isskulptør og nye lysudsmykninger i træerne. Og så er der noget for alle os lækkersultne, for i år suppleres de vanlige juleboder med et kæmpe delikatessetorv med alverdens lækkerier.

Delikatessetorvet kommer til at ligge ved Koncerthuset, og her kan man fra mere end 70 boder få alt fra gløgg og æbleskiver til frisklavede flødeboller, karameller, gourmet hotdogs og sushi.

Se hele udvalget her.



Masser af underholdning
Desuden vil Rasmus Klump gå rundt i haven i weekenderne og hilse på mellem kl. 11-14.30, og frem til den 23. december kan man komme forbi Julemandens kane med sin brugte sut, hvis man er klar til at kvitte dem for altid. Tivoli-Garden og Tivolis Nisseband spiller julesange og går parade, og fra den 26.–30. december vil der hver aften kl. 18 (undtagen den 29. december) blive fyret et prægtigt festfyrværkeri af.