Mange danskere har gået og sukket over den kolde og våde sommer – især har det set skidt ud i køkkenhaverne og i landbrugene, og øen i midten er ikke gået fri af de hyppige regnskyl og få solskinstimer, som også har præget resten af Danmark denne sommer. Ikke desto mindre er det et faktum at Fyns hovedstad, Odense, er ved at blive en gastroby, man bør lægge mærke til. Statistisk set rummer Odense en af de højeste koncentrationer af restauranter målt på indbyggere, men én ting er hverdagen og de travle forårs- og efterårssæsoner, hvor der er gang i gaderne. Hvordan er sommeren gået for Odense anno 2017, når vi taler fine dining?

Brian Madsen er chefkok på Restaurant Under Lindetræet, og han var i starten af sæsonen lidt nervøs for vejret. For den perfekte sommer for en restauratør er, når vejret hverken er for godt eller for dårligt: ”Er vejret for godt, så tager folk til stranden, og er vejret for dårligt, tager de slet ikke ud. I år har der været en rigtig god balance, hvor byen har været fuld af feriegæster, og hvor folk har været rigtig gode til at bruge Odenses museer, kulturtilbud og gastronomi som en måde at få holdt lidt ferie på alligevel. Og mange af dem har valgt at komme ind og spise hos Under Lindetræet. Vi er jo ikke et typisk turiststed, og derfor trækker vi ikke så mange udenlandske gæster, men jeg må sige at vi år for år får flere og flere lokale, der gerne vil ind og spise på en rigtig god restaurant. Det er en klar tendens. Det er også en måde at fejre sommeren på”.

Hos Brian har man I et godt stykke tid arbejdet med Eventyrmenuen som stedets tasting menu, hvor der er højt til loftet hvad angår kreativitet, råvarer og anretning, og den har været yderst populær denne sommer, hvor Brian også har indledt et samarbejde med en lokal jæger. Og det kommer til at betyde meget for udtrykket i det kommende efterår: 

”Vi har været så heldige at få kontakt med en dygtig jæger, som nu leverer hele dyr til os igennem jagtsæsonen, og det er virkelig noget, der batter på flere fronter. Først og fremmest er det vildt inspirerende at få hele dyr ind i køkkenet. Der sker noget med en, med sådan en frisk og unik råvare, som man så kan gå i lag med. Og det gør også, at vi vil kunne præsentere nogle anderledes udskæringer for vores gæster, fordi det er os selv, der parterer.”

Samarbejdet kommer til at kulminere i forestående vildtmiddage, hvor jægeren er med under aftenen og fortæller om de enkelte dyr i menuen. Men det er længere inde i efteråret, lige nu glæder Brian sig over blandt andet de sene hindbær, som Under Lindetræet er stolte af at kunne servere: ”Vi har en lokal leverandør af de lækreste hindbær, der stammer fra en ret sen sort. Og fordi sæsonerne er blevet forskubbet lidt på grund af det kolde forår, så kan vi stadigvæk lave masser af lækre retter på de røde bær, selvom nogle af vores gæster måske tror at de er importeret, men nej, de kommer altså her fra Fyn”, griner Brian Madsen.
 

Også ovre på Sortebro Kro har John Kofoed kunne melde om travlhed og forbløffende mange kinesere, der har forelsket sig i det nordiske køkken. Det skyldes også at restauranten allerede er godt kendt i landet, og har lavet flere events i Kina, og det har givet pote denne sommer i en by, som allerede er højt elsket på grund af H C Andersen. Og så ligger Den Fynske Landsby blot et stenkast fra restauranten, hvilket heller ikke gør noget dårligt for flowet af feriegæster.

Thomas Pasfall driver sin restaurant i eget navn i centrum af Odense, og han har især bidt mærke i de kortere sæsoner som noget, han vil huske sommeren 2017 for: ”Råvarerne har været rigtig gode, men sæsonerne har bare været meget korte, og dermed ekstra intense. Det har gjort, at da vi for eksempel endelig fik de hvide asparges, jamen så udnyttede vi dem virkelig, og kræsede om de små grøntsager. Vi værdsatte hver en bid og det gjorde gæsterne også. Kartoflerne har været dejlige, men det har været lidt trist at der nærmest ingen kirsebær har været på grund af en kuldefront i forsommeren, som gjorde at næsten ingen af kirsebærblomsterne blev bestøvet. Til gengæld lover efteråret godt med masser af svampe, kantareller og vildt. ”

Thomas Pasfall fremhæver især deres økologiske leverandør Syrengården oppe i Kerteminde, som dyrker lækre blomkål, spidskål, solbær og andre klassikere fra den danske køkkenhave, og så har han været glad for at se hvor godt Odense har taget imod sine feriegæster denne sæson:

”Os restauranter har virkelig haft gavn af at Odense som by har sat gang i så mange kulturelle begivenheder. Vi har haft blomsterfestival og vores H C Andersen Festival, hvor hele byen stod på pinde og lavede kreative events – også restauranterne. Det skaber en domino-effekt, hvor flere og flere vil være med, fordi det er så livsbekræftende. Så jeg vil huske tilbage på sommeren 2017 som fuld af minder og liv, og det giver os energien til at sætte efteråret i gang med bravour”, slutter Thomas Pasfall.