Der var stående ovationer fra den imponerende festsal i Moltkes Palæ. Manden i centrum for begejstringen var den nyudnævnte Kokkenes Kok, Bo Jacobsen. Sammen med sin kone Lisbeth har han gennem de sidste 18 år drevet gourmetrestauranten Restaurationen i København ud fra en filosofi om, at mad er noget, man laver fra bunden.
En stor bedrift i sig selv, men det var ikke bare det, som var grunden til, at Bo Jacobsen stod på scenen denne aften i Moltkes Palæ og høstede hæder og klapsalver. ”Bo Jacobsen er en af Danmarks største gastronomiske ildsjæle, og han danner forbillede for både yngre og ældre kollegaer, ikke mindst som samfundsrevser og god saglig debattør,” lød dommernes begrundelse for, at det var netop ham, som stod der på podiet i fint selskab i form af begge Price-brødrene og Danish Crowns repræsentant.
Håndværk og hårdt arbejde
Fra scenen talte samfundsrevseren Bo Jacobsen om håndværk og hårdt arbejde og kritiserede mellem linjerne sin egen stand for at blive for nemt imponerede over tricks og effekter.
”Jeg er en gammeldags håndværker. Jeg synes, det er vigtigt at kunne historien først og så gå frem med nye ting med historien under armen. Hvis man går i gang med at bruge en masse nye teknikker uden at kunne sit håndværk, så går det altså galt. Pludselig bliver den dybe tallerken opfundet for ottende gang og det kan godt virke lidt fjollet, for det meste er jo faktisk set før,” uddybede han senere.
Men han var også glad og stolt. For prisen som Kokkenes Kok er måske én i en meget lang strøm af interne priser i restaurationsbranchen, men det er én af de mest prestigefyldte. Dommerpanelet består nemlig af de nomineredes egne kolleger fra kokkeverdenen.
”Det er en fin pris at få, fordi det er mine kolleger, som har kåret mig. Selvfølgelig er jeg da glad for, at der er nogle som kan bruge det, som jeg kan, til noget. I en tid, hvor der hele tiden åbner og lukker restauranter, er jeg stolt af at være konceptfast, stædig og blive ved. Det ved jeg da i hvert fald, der er nogen, som synes er værd at have med,” mente Bo Jacobsen.
Udover nogle unge kokke, som gerne havde set en modtager med en mere kreativ profil, virkede det da også som om, der salen rundt var bred opbakning omkring, at en mand med hang til de gammeldags kokkedyder, fik prisen i år.
"Udover nogle unge kokke, som gerne havde set en modtager med en mere kreativ profil, virkede det da også som om, der salen rundt var bred opbakning omkring, at en mand med hang til de gammeldags kokkedyder, fik prisen i år."
Kokkenes Kok kåres af kollegerne
Udnævnelsen af Kokkenes Kok finder sted hvert år, første gang i 2002. Prisen gives til ”en person eller institution, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for at fremme dansk gastronomi.” Blandt de tidligere modtagere er Noma’s René Redzepi, Søren Gericke og Erwin Lauterbach fra Restaurant Saison.
Udnævnelsen foregår ved, at 100 udvalgte kokke bliver bedt om at give deres bud på, hvem der skal have prisen. Herefter indsnævres feltet til tre finalister, hvorefter der stemmes igen.
Dette års øvrige finalister var Paul Cunningham fra The Paul og Thomas Rohde Andersen fra Kong Hans.
Vil højne dansk gastronomi
Prisen som Kokkenes Kok uddeles af Fonden til Fremme af Dansk Gastronomi. Bag fonden står en række førende danske gourmetkokke sammen med Danish Crown og Arla. Formålet er at støtte lovende danske kokke med penge til videreuddannelse i form af kurser og studieophold i Danmark og udlandet. På den måde ønsker fonden ”at bidrage til at fastholde og højne dansk gastronomis internationale niveau og samtidig tilføre dansk kokkekunst ny inspiration.”
Udover midler fra sponsorer tjener fonden blandt andet penge til sine aktiviteter ved at afholde fundraising arrangementer med gratis arbejdskraft fra nogle af landets dygtigste kokke.