I anledning af at en ny bydel har taget form og åbning af det nye havnebassin i Nordhavn, er det tid til at fejre, at vejarbejde og støjgener nu er fortid. Den nye restaurant Pier 3 Nordhavn inviterer naboer og folk fra andre dele af byen til sommerfest lørdag den 7. september kl. 13-18. En dag fyldt med festligheder, gastronomiske oplevelser og god stemning – alt sammen med en smuk udsigt over vandet og til Nordhavns pulserende liv. Restauratør Vladimir Kirakosyan ser frem til sommerfesten som en unik mulighed for at samle nabolaget:
”Vi er stolte af at være en del af Københavns nye attraktive bydel. Det ønsker vi at fejre ved at bidrage til den lokale sammenhørighed og skabe et levende miljø for beboere og besøgende. Vores håb er, at sommerfesten kan blive startskuddet for en årligt tilbagevendende begivenhed ligesom vi planlægger en række andre events for at styrke fællesskabet og gøre Nordhavn til et sted, hvor man har lyst til at være – også når man har fri.”
Maritim stemning med DJ og live musik
Pier 3 Nordhavn har en central placering på Stubkaj 3. Restauranten byder på en unik og eksklusiv atmosfære og ikke mindst gastronomiske oplevelser, som er inspireret af Middelhavet med retter fra Frankrig, Italien og Spanien – alle med et nordisk twist. Der er plads til både større selskaber og intime middage, og sommerfesten er ingen undtagelse.
Ved sommerfesten vil der være professionel DJ og live musik samt andre indslag, og så er der kulinariske oplevelser på menuen fra Pier 3’s køkken. Allerede nu er der rift om de 300 spisebilletter, som er sat til salg. Alle er velkomne, og pressen inviteres også til at deltage i sommerfesten og opleve stemningen på tæt hold.
Dato: Lørdag den 7. september 2024
Tid: 13.00 - 18.00
Sted: Pier 3 Nordhavn, Stubkaj 3, København