Michelin-kokken Morten Krogholm indtager Nørrebro med ny klassisk bistro_2Fødderne under eget bord

Passionen for gastronomi startede tidligt for de to nye restaurantejere. De begyndte begge deres karriere i restaurantbranchen som 16-årige og Morten Krogholm har i dag masser af erfaring med sig i bagagen fra restauranter som; Kong Hans Kælder, Herman i Nimb, Noma, Søllerød Kro og senest Kokkeriet. Sin unge alder til trods, er den blot 23-årige Magnus Rosendahl allerede nået langt. Han har bl.a. deltaget i Bocuse d’Or og World Skills og er uddannet under Morten Krogholm hos Kokkeriet. Det var her drømmen om egen restaurant blev født hos dem begge. Morten Krogholm fortæller:

- Magnus og jeg har gennem de seneste år haft et fantastisk godt samarbejde hos Kokkeriet. Vi kender hinanden og hinandens kompetencer ud og ind og har den samme passion og holdning til mad – den skal være tilberedt af de bedste råvarer og smage godt. Vi talte længe om, hvordan og hvornår det kunne være en mulighed for os at starte noget op sammen. Og tilbage i 2020 blev vi enige om, at nu var tiden moden for os begge til at begynde et nyt eventyr, hvor vi fortsat arbejder sammen og er herrer i eget hus. Vi gik i gang med at sætte strategien for, hvilken type restaurant det skulle være, hvor den skulle ligge i byen, hvad der skulle være på menukortet, tænke indretning og mange andre ting. En proces, der tog det meste af et par år frem til åbningen af Bistro RK i dag.

Bistro RK sætter kendte retter fra Europa på spisekortet

Modsat så mange andre nye restauranter på den danske restaurantscene, går de to kokke ikke den nordiske vej på menukortet. De har et ønske om at puste liv i kendte klassiske retter fra Europa. Så gæsterne i den nye bistro kan glæde sig til at kunne smage alt lige fra blåmuslinger fra Venø, Tournedos Rossini, Agnolotti med ‘nduja fra Italien, hvide asparges i sæson og meget mere. Magnus Rosendahl fortæller:

- Vores ønske er at begejstre og overraske vores gæster, når de besøger Bistro RK, og derfor er ambitionen også at variere spisekortet. Der vil være kendte klassikere på kortet, men også nye retter, som man måske ikke finder på andre af byens restauranter. Vi har også flere veganske eller vegetariske retter på spisekortet, da vi gerne vil imødekomme så mange gæsters ønsker som muligt. Til en start har vi flest retter fra Frankrig og Italien, skønne retter, som de fleste kender, men tilberedt med vores eget touch. Et godt eksempel på dette, er vores veganske cassoulet, som er tilberedt med røde linser, grøntsags brunoise og tomater vendt i piment d’espelette og olivenolie. Over tid vil også specialiteter fra andre egne i Europa være at finde på spisekortet hos Bistro RK.

Michelin-kokken Morten Krogholm indtager Nørrebro med ny klassisk bistro

Flere restauranter i pipeline hos de to ambitiøse kokke

Bistro RK er første skud på stammen hos de to kokke. Drømmen er at åbne flere restauranter i København i løbet af de kommende år. Morten Krogholm udtaler:

- Jeg kan da godt løfte sløret allerede nu om, at Magnus og jeg gerne så en fremtid med flere restauranter i stil med Bistro RK. Det kunne bestemt være interessant at udvide familien med yderligere restauranter rundt om på broerne i København, og vi er da også så småt i gang med at lægge planer og strategi for en eventuel ekspansion. Men lige nu lægger vi først og fremmest al vores energi i at få Bistro RK godt fra start og forhåbentlig tager både de lokale her på Nørrebro, københavnerne og det øvrige Danmark godt imod vores nye restaurant. Vi glæder os rigtig meget til at byde velkommen og til give vores kommende gæster en helt særlig madoplevelse hos os.