Overdækket gårdhave og delevenlige gourmetretter

Hos Kähler Smuk Dining kan festivalgæsterne glæde sig til opgraderede omgivelser og delevenlige gourmetretter med udgangspunkt i nordiske råvarer.

”Med erfaringerne fra sidste år har vi gjort restauranten endnu bedre i år - Vi kan for eksempel tilbyde dig og dit Smukfest-slæng at spise i vores nye overdækkede gårdhave”, fortæller Aase Veronika Skov.

Menukortet byder på lidt af det hele, men fællesnævneren er kvalitet, velsmag og gode råvarer:

”Hos Villa Dining har vi høje standarder, og vi bruger kun de allerbedste råvarer – det gælder naturligvis også for vores festivalrestaurant. Det bliver et sted, hvor man både kan stille småsulten og fylde saltdepoterne op med lidt snacks samt nyde et godt gedigent måltid, der giver energi til trætte festivalstænger og dagens dansetrin”, fortæller Jonas Bentsen, der er køkkenchef hos Kähler Smuk Dining.

Priserne starter fra 95 kroner for en frokostservering og bevæger sig op til 599 kroner for ’Den Smukkeste Smagsoplevelse’, som byder på snacks, bobler og fem delevenlige gourmetretter.

Du finder Kähler Smuk Dining i Kysselunden i nærheden af Bøgescenen.