En dejlig by som København skal da have en østersbar. Det er folkene bag Kødbyens Fiskebar og Rouge enige om, og derfor er de gået sammen om at åbne Rouge Oysters på Gl. Kongevej 43.

Åbningen bliver fejret fredag 8. juni med masser af østers og godt i glasset. Helt præcist bliver der langet 100 østers, 100 øl og 100 glas vin over baren kvit og frit til de første gæster.

“Østers er er en fantastisk spise, som lægger op til sjov og spas. Det er umuligt at spise en østers og være sur samtidig. Og så er østers en vigtig brik i en almen kulinarisk dannelse. Det vil vi gerne være med til at udbrede,” siger Anders Selmer der står bag Kødbyens Fiskebar, Musling Bistro og nu også Rouge Oysters.

Østers, rene vine og bæredygtigt fiskeri
Rouge har hidtil været drevet som vinbar, men spørger man ejer Morten Svendsen, er tilføjelsen af østers helt perfekt.

Det har længe været min drøm, at man også skulle kunne få noget at spise på Rouge. At det så bliver østers og sammen med holdet bag Fiskebaren kunne ikke være bedre. Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang,” siger Morten Svendsen.

På Rouge Oysters vil man kunne nyde et bredt udvalg af østers, samt gode, rene vine – dvs. umanipulerede vine fra økologiske/biodynamiske marker. Derudover vil der blive serveret bæredygtigt fanget fisk på dåse fra familieforetagende på Azorerne og hjemmebagt brød fra Kødbyens Fiskebar.

Rouge Oysters er placeret på Gl. Kongevej 43 – midt i Københavns “Paris” mellem Værnedamsvej og Søerne. Der vil være vinyler på pladespilleren og gode mennesker bag baren torsdag-lørdag.