Der er intet prætentiøst over Frankie's Køkken. Hverken på tallerknerne eller i glassene. En fisk er en fisk, måske med citron og kapers til, bevares, men på Frankie's Køkken er serveringerne ikke opstyltet. Bestiller du en bøf, ja, så får du – en bøf. Det sørger et godt hold af nye og gamle medarbejdere fra Aagaards efterhånden pænt omfattende restaurantimperium for. Køkkenchefen er svensk og hedder Martin, og souschefen er dansk og hedder Denny; sidstnævnte har bl.a. været på Kadeau på Bornholm. Tre retter koster to hundredlaser (og lidt ekstra ved eventuelle tillæg), menuen på kridttavlen skifter fra dag til dag og dikteres udelukkende af, hvilken fisk der tilfældigvis er kommet op af vandet samme morgen, og hvilke grøntsager, landmanden har at byde på. Såre simpelt, ingen nye dybe tallerkner og efter sigende bl.a. inspireret af St. John Bar & Restaurant i London, som bl.a. er kendt for det der med at købe hele dyr i stedet for blot at vælge bestemte udskæringer, og så bruge dyret rub og stub.

Nok af det våde
På tilsvarende vis er det næppe heller den samme vin, der serveres på glas flere aftener i træk. James Andersen, stedets vinansvarlige, der også var med på Den Anden i sin tid, har valgt at have et rigtig bredt udvalg; eksempelvis bliver der masser af champagne fra såvel små producenter som de store huse. Folk skal have mulighed for at drikke det, de har lyst til. Selv vil han bestræbe sig på at udfordre folks ganer med et mindre pædagogisk vinvalg til fordel for et mere eksperimenterende (og det er ikke nær så farligt, som det lyder, tværtimod!) til, når man bestiller vinen glasvis til maden.

Frankie's er loose stemning. Høj musik og godt humør tilsat ordentlig mad og 'nok af det våde', som det står formuleret i pressemeddelelsen. – Hvilket bringer os tilbage til udgangspunktet:

Hvem er ham der Frankie?
“Jeg tror, de fleste storbymennesker som jeg selv har en flig af Frankie i sig,” siger Anders Aagard. Og det kan der måske være noget om. Frankie er ikke vildt organiseret, men han er en god ven, og hans køleskab er altid fyldt til bristepunktet med de bedste råvarer fra her og der og allevegne, hvilket gør Frankie's køkken utrolig egnet som improviseret tilflugtssted, når vennerne skal samles. Sådan er Frankie, og den samme idé er tanken med Frankie's Køkken. “Lad os være jeres Frankie,” tilføjer Anders. Og med det mener han, at det jo kan være svært at få udlevet sin indre Frankie, når man hele tiden render rundt og har så travlt, så i stedet kan man tage en aften på Frankie's Køkken med vennerne. “Meningen er, at man skal kunne nyde et godt måltid med vennerne uden at være millionær, og uden at man nødvendigvis besidder en doktorgrad i ønologi for at kunne være med.” “Gastronomi til folket,” tilføjer han.

Det lyder unægtelig sympatisk, og vi glæder os til at prøve det.