Lokationen er den gamle færgeterminal på Toldboden yderst på Østerbro, lige ved siden af Løgismoses supermarked, og navnet er Etablissement Toldboden.

Konceptet er først og fremmest, at gæsterne her skal kunne spise så bæredygtigt som muligt, og Jesper Julian Møller fortæller:

"Vi har bygget stedet op med hånden på hjertet, når det gælder miljø, og har fødderne solidt placeret i den danske jord, når det gælder mad. Visionen er simpel: Vi vil være Nordens førende bæredygtige event- og spisested, stedet hvor oplevelser, mad og miljø mødes og giver perfekt mening".

Første åbningsdag var den 30. oktober fra klokken 12, hvor der diskes op med en imponerende brunchmenu med fx hjemmelavede brunchpølser, Vallø slotsæg i cocotte, grønsagstærte med frilandsgrønt fra Søren Wiuff, marinerede spareribs med Lilleøeddike, havnesalat med friskfanget fisk og skaldyr fra de danske farvande, arme riddere, Løgismoseyoghurt, hjemmelavet rullepølse med ramsløg og brændenælde, Fanøskinke og meget meget mere.

Prisen er 195 kr. inklusiv økokaffe, te fra Løgismose, smoothies, æblejuice, kold eller varm lavendeldrik og dansk hyldeblomstsaft.

Fremover er der åbent på Toldboden om onsdagen fra kl. 17.30 til onsdagshygge, og lørdage og søndage til brunch fra kl. 9.30.