Det hele starter på Facebook en dag. ”DJ's, stylists, sommeliers, actors, musicians, night owls, models, fashion victims, stars of the day, sushi addicts, barolo lovers, executives, people a little crazier than most and perfect strangers. It's a private party of pleasure.” Og du er inviteret. Hvis du altså har noget at tilbyde.

Gruppen Copenhagen Connaisseurs finder ad omveje vej til min opmærksomhed i den 4-sporede motorvej af informationsstrømme på Facebook. Jeg vil gerne følge med, se hvad det er. Men det må jeg ikke. For her skal man være godkendt, før man bliver lukket ind. Ikke ligefrem hverdagskost på Fjæsbogen, hvor alle ellers er med i alt, og hver og en af os er med på en lurer, når nære venner såvel som perifære bekendtskaber gifter sig/får børn/drikker sig fulde/springer ud af skabet/tager til fest/tager stilling politisk eller hvad man nu gør som moderne menneske i dagens Danmark og den verden, som er blevet vores nærmeste nabo.

 

Nøje udvalgte medlemmer

”Jeg gjorde det fra starten af, at jeg lavede en udvælgelsesproces af de mennesker, som jeg kendte fra mine gæstekartoteker og forskellige andre netværk og ligeså stille og roligt fik jeg dem inviteret ind i denne her lukkede gruppe,” fortæller Kristian Brask-Thomsen, som er hovedmanden bag Copenhagen Connaisseurs.

Som resultat tæller gruppen nu tæt ved 800 medlemmer, som alle er godkendt for deres ’bidrag til gruppen.’ Det er muligt selv at søge om at blive optaget som medlem, men gennem de to år, gruppen har eksisteret, er omkring 2000 personer blevet afvist, fordi de ikke kunne påvise at have den starquality, som kræves.

”Folk kommer fra alle mulige områder af underholdnings-, mode- kunsft- og madbranchen og såmænd også fra den finansielle sektor, men de har det til fælles, at de er connaisseurs på deres eget felt", fortæller Brask-Thomsen, og kalder gruppen for "mennesker, der er samlet i den gode smags tjeneste".

Gruppen inviterer sine medlemmer til højt profilerede arrangementer som kunstferniseringer, modeshows og middage. Og sør’me om ikke det lykkes mig, en ganske almindelig journalist på et perifært medie og med under 200 venner i Cyberspace, at blive medlem ved hjælp af anbefalinger fra en bekendt.

Således inde i varmen kan jeg ikke alene få stillet min nysgerrighed over, hvem der er med i gruppen, de første invitationer begynder også at tikke ind i min indbakke.

 

Middagen

”The Dinner Party III – My French Connection”. Som navnet antyder, er det et middagsarrangement, nummer tre i rækken og på en franskinspireret restaurant. Men først og fremmest er det et netværksarrangement, hvor folk, der har noget at tilbyde hinanden socialt eller især fagligt, mødes over en overdådig middag med gode vine til.

”Ved de her middage har man mulighed for at læne sig ti centimeter tilbage og netværke på en mere afslappet måde. Det sørger jeg for ved hjælp af en omhyggelig bordplan og ved at skabe en stemning af god stil men på en usnobbet måde,” forklarer Kristian Brask-Thomsen.

Nu er netværkning ikke lige det substantiv i verden, der vækker de allermest positive associationer hos undertegnede, men god mad og vin er bestemt trækplastre, så jeg hopper på.

"Gruppen inviterer sine medlemmer til højt profilerede arrangementer som kunstferniseringer, modeshows og middage. Og sør’me om ikke det lykkes mig, en ganske almindelig journalist på et perifært medie med under 200 venner i Cyberspace, at blive medlem ved hjælp af anbefalinger fra en bekendt."

Første visitkort i hus

Kommunikationen er hidtil foregået over Facebook, nu mødes vi i virkelighedens verden. Københavns kendere af det gode liv.

Klokken er ikke mere end lige passeret ankomsttidspunktet, da jeg får stukket det første visitkort i hånden, men der er roséchampagne i glasset og fremragende canapéer leveret af værten, No. 1 Aarhusgade, at støtte sig til.

 

Franske klassikere og gode vine

Der bliver båret franske klassikere som meunierestegt rødtunge, pocheret æg med morkler, kalv med béarnaise og Romanoff-bær ind til bordet, der bliver skænket skønne vine fra klassiske vinområder og kendte navne fra den anden side af Atlanten, og der bliver talt om mad, vin, rejser, arbejde, fritid og livet. Også lidt om forretning, såmænd, kan jeg høre skråt over bordet. Vi kender hinanden lidt alle sammen, har fået 3-minutters resumé af alle deltageres liv ved den indledende rundkredspræsentation. Maden er dejlig - fra dengang en ven stadig var én man faktisk havde mødt i virkeligheden - og selskabet rigtig godt.

Kaffe bliver brygget, grappa bliver serveret i høje glas med buttede maver. Inden man får set sig om, har klokken passeret midnat, og det lyder fra vor allestedsnærværende vært efter et par slag på glasset: ”Tak for i aften, I har været nemme at være vært for. Lur mig, om ikke vi gør det igen.”

 

Ud i natten

Men folk har ikke fået nok. Af netværkning – eller er det egentlig bare det gode selskab? I hvert fald fortsætter de fleste – kommunikationsrådgiverne, magasinredaktøren, forskeren, salgschefen, pressechefen og naturligvis vor vært – på bar i indre by. Her bliver fokus gradvist mindre connaisseurens og mere barhængerens.

Bliver der stadig netværket eller er det bare gin-tonics, det drejer sig om? Tjah, jeg vågner da op med en del visitkort i jakkelommen og vist for resten også et par frokostinvitationer.

Plus selvfølgelig en del beskeder fra mine nye venner på Facebook, som jeg nu skal til at dele hverdagens trivialiteter med. Og som jeg skam glæder mig til at mødes med igen også i den fysiske verden. Især hvis maden er ligeså god næste gang.