Rasmus Kjær har været kok i 20 år. Han har været kok længere end ikke, som køkkenchef på blandt Skovshoved Hotel og Krogs Fiskerestaurant og med fod under eget bord på Restaurant Extra. Ikke noget under måske at han pt. har skiftet det hektiske restaurationskøkken ud med et lidt andet og mindre heftigt scenarie.

Kok og familiefar
Og det var da også et udtalt behov for at få lidt styr på familielivet, der i 2010 fik ham til at stoppe som køkkenchef på Skovshoved Hotel. “Jeg havde simpelthen ikke mod på de lange vagter mere,” siger han. Men på spørgsmålet, om han er helt færdig med restaurationsbranchen, svarer han fuldkommen uden at tøve: “Jeg vender tilbage. Jeg har en idé om, at jeg ligesom har været med deroppe, hvor det er virkelig fancy, og når jeg vender tilbage, bliver det til noget simplere, sådan som jeg også bedst selv kan lide det. God mad og mad. Noget, der er hyggeligt og nede på jorden.”

Årets Kok laver gule ærter
I mellemtiden klarer han sig selv. Som madskribent på Gastro, som cateringmand, som kokkeskolearrangør. Og så laver han – blandt andet – mad til de gamle på et privat plejehjem i Ordrup. Det har han sådan set gjort de sidste to år. “Det løber rundt, selv om der selvfølgelig ikke er mange penge i det. Men det er en rar opgave, en god gerning.” Her står den på gule ærter og kylling med rabarberkompot og sauce, og det må da siges at stå i skærende kontrast til Årets Kok 2002, den dengang 30-årige Rasmus Kjær, køkkenchef på Krogs Fiskerestaurant, hvis yndlingsredskab var sifonflasken, og som ikke var bleg for at dekonstruere en hellig fiskesuppe på byens mest konservative flagskib Krogs.

Ihærdige hjemmegastronomer er måske stødt på Rasmus Kjærs indbydende opskrifter i månedsmagasinet Gastro, som er fast skribent på. Nu bringer Spiseliv en håndfuld, og de kan godt laves uden en sifonflaske...

Du finder dem her:

Andelår som terrin med foie gras og enebær
Svinebryst saltet med krydderier med jomfruhummer og saltsyltet citron
Oksebryst braiseret i mørk øl med glaserede fennikel og grønkål
Trifli med syltet appelsin, chokolade, økologisk cremefraiche og makroner