Aftenen startede med knap en times togtur fra Aarhus Hovedbanegård, som blev efterfulgt af en kort tur i hyrevogn, med en taxichauffør som bare var rigtig flink og rar på den jydeagtige måde. Han fragtede os ned mod havnen på Stævnen, hvor han stolt fortalte os om det nye havneområde som er under fuld opbygning og udvikling. Selvom man kunne se en masse ufærdige bygninger stikke frem i byggepladsrod, så virkede hele området ufatteligt smukt og organiseret, på sådan en tidlig forårsaften i marts.

Vi havde bestilt bord på restaurant Remouladen - og den store bygning som Remouladen har til huse i, tårnede sig op på majestætisk vis og tydeliggjorde sin berettigelse, imellem Vejles kendte bygning Bølgen, Vejle Broen, fjorden og marinaen.

Remouladen skød frem på første sal med en stor flot træterrasse, pyntet med palmer og komfortable havestole. Terrassevarmerne vidnede om, at sommeren starter tidligt og ikke går på held før den sidste gæst rykker indenfor. Vi gik en tur rundt på terrassen og sugede alle indtryk fra hele havneområdet til os. Hvilken oase Vejle har fået sig. Foran indgangen kunne man høre bløde toner af lounge musik, imens fakler og levende lys bød os varmt velkommen. Igennem glasdørene anede man hurtigt den hyggelige atmosfære, og vi blev allerede nu, fyldt med en forventnings glæde til at træde indenfor.

Og ganske rigtigt bød tjeneren os velkommen med et varmt og hjerteligt smil, tog vores frakker til garderoben og viste os kyndigt ned til vores bord. Imens andre tjenere og kokke, som man passerede på sin vej, smilede og ønskede velkommen. Herligt.

Fra vores bord ved vinduet kunne vi se lige ned i havnebassinet, og ud over fjorden med vejlebroen som baggrund. Den ildrøde himmel stod i kontrast med solnedgangen. Der sad vi, lige midt i horisonten og så mørket langsomt falde på. Suk. Hvem havde tænkt sig at Vejle kunne være så smuk.

Vintjeneren startede med at skænke et glas Champagne fra Deutz. Liflige bobler som hurtigt forsvandt i munden og afleverede en forfriskende eftersmag.

Dertil snacks bestående af røgede salte mandler, små vandbakkelser med Komté ost og revet trøffel (mums), knasende sprøde kartoffelchips, skåret i bånd, for derefter at smukt blive flettet sammen som en blomst, serveret på ramsløgsmayonnaise. 35 mdr. Sortfodsskinke og græske oliven med en både tilpas fyldig og salt smag. Whats not to like!? Vi lænede os roligt tilbage i stolen og vidste bare, at fra nu af var vi i de kyndigste hænder.

Aftenkortet bestod af en god variation af fisk, kød og grønsagsretter. Der var både mulighed for at vælge a la carte retter eller at gå all in på menuen, hvor man kan vælge fra 3 op til 6 retter. Tjeneren anbefalede deres blomkålsret. Og det var rigtig godt anbefalet, (hvis man altså er en af dem som går rundt med en konstant trang til brunet smør og frisk trøffel). Og det har vi jo!
Blomkål med brunet smør, maskeret med trøffelsauce pyntet med knasende tynde sprøde kartoffelchips - og kokken som kom ind for at sætte sit sidste præg på retten med frisk høvlet Bianchetto trøffel, som der bestemt ikke blev sparet på. Hertil blev der serveret et glas fed New Zealand’sk Chardonnay fra huset Seresin. Helt i top. Både retten og vinen var med al sin fine fedme, flot afbalanceret med syre, og matchet mellem vin og mad var helt sublimt.

Til mellemret fik vi stegt pighvar med lado, et tyndt lag italiensk skinkespæk, som gav en let og lækker saltet topping på det saftige stykke fisk, som var flot stegt. Retten blev serveret med syrlige æbler og en skum på æblecider. Dertil et glas Weisser Burgunder i den helt stramme rene syrlige stil. Forfriskende dejlig ret, som gav lyst, nysgerrighed og appetit til endnu mere af al den gode mad, og de flot matchede vine. Men ups… svært at holde sig fra brødkurven, som under hele middagen blev fyldt op med varmt langtidshævet brød med perfekt sprød skorpe - serveret med kold smør og en græsk olivenolie.

Til hovedretten valgte vi Økologisk Oksetyksteg fra Grambogaard. Serveret med spinat, lagt på en lind kartoffelmos, en kraftig sauce baseret på 14 krydderier, honning og morkler. Her var så mange smagsoplevelser i en mundfuld, at vi glædede os til at samle alle elementerne på gaflen og spise videre. Vintjeneren havde til denne ret valgt en Spansk rødvin fra Bierzo. Intens i smagen af mørke bær men samtidig let og fløjlsblød, så den komplimenterede retten helt fantastisk, og efterlod os en dejlig form for mæthed.

Generelt var vintjeneren hele aftenen i hans vinbeskrivelser, meget kort og præcis. Og en anelse underspillet og ydmyg. Igen på den lidt jydeagtige måde. For der var ingen tvivl om, at han var super skarp og kunne sit kram. Når vi selv lagde op til at spørge mere ind til vinene, var han meget præcis og klar på samtaler om både geografi, rejser, jordforhold osv. Men skønt med en tjener som har en god fornemmelse med gæsten. Og det er nu ofte de dygtigste der arbejder sådan.

Vi kunne selvfølgelig ikke modstå at smage på ost og dessert. Vi valgte Them krystal med kvæde, frisk trøffel (igen) og mandel. Desserten var den klassiske ”citron au merinque”, som blev maskeret med en fed kold vanilje is creme. Osten var revet. Så den føltes blød og luftig i ganen, mandlerne gav et fint bid til retten. Kvæderne, den friske syre, og trøflen, suk hvad skal man sige... selvom alle regler blev brudt, og trøflen nu dukkede op tredje gang på en aften, så smager det jo bare godt. Alt var godt!

Aftenen blev rundet af med dobbelt espersso’s, grappa’s og hjemmelavede petit four, altså fem slags. Heriblandt en lille fin ”mini islagkage” med sprøde maltbunde. Brud fra brunsviger (altså næsten kun med alt det gode som er på toppen), og fyldte chokolader.

Sikke en aften. Propmætte og en anelse berusede, var det tid til at forlade Stævnen og drage hjem til storbyerne. Øv… For man kunne nu sagtens have forstillet sig mange flere timer, lige der. Midt på fjorden, på restaurant Remouladen i Vejle. Vi faldt vidst begge to på halen over hvor smukt et sted det var. Over hvor dygtige og professionelle hele holdet af både kokke og tjenere var. Hvor flotte råvarer man fik for prisen. Der var virkelig tale om value for money. Vores varmeste anbefalinger går til Restaurant Remouladen.

Godt styret Køkken Daniel McBurnie
Fakta: Remouladen startede egentlig med klassisk dansk mormor mad og hjemmelavet remoulade, deraf det pudsige navn. Den blev dog hurtigt kendt ud over bygrænsen og honoreret med prisen ”Årets frokost restaurant i 2012”. Frokosten indeholder udover rørt tartar, østers og masser af smørrebrød, stadig det populære Stjerneskud, hakkebøf med det hele, og en sprød salat. Aftenkortet har igennem de senere år været præget af det moderne nordiske køkken og igennem en tid med et twist af det asiatiske. Det har været en spændende og kompromisløs rejse for Remouladen og sine gæster.

Rejsen er på ingen måde endt her, men man mener at have fundet den helt rette vej sammen med Remouladens nye Køkkenchef Daniel McBurnie. Vi fik æren af at møde Daniel McBurnie, en ung køkkenchef på kun 25 år, men med et solidt cv i bagagen. Og det var ikke et tilfælde at vi mødte ham, for Daniel nyder at se sine gæster i øjnene og vide, at maden indfrier deres forventninger.