Måske er det lige den artikel, du ikke rigtig føler hører hjemme på Spiseliv. Men på sin vis hører den hjemme over det hele. Det er et faktum, at der aldrig i nyere tid har stået så mange familier i kø for at få julehjælp, som der gør i år. Og det er givetvis bl.a., fordi der er så fhv. meget larm omkring det, at budskabet når ud til mange flere end tidligere. Men der er så mange, at Frelsens Hær fx er tvunget til at sige nej til enlige uden børn og i stedet prioritere dem med børn, da de simpelthen ikke kan hjælpe alle. Og det er den samme nedslående sang, man får, uanset om det er hos Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, Børnenes Kontor eller Dansk Folkehjælp.

Av og øv
Familier, der ikke har råd til at holde jul. Forældre, der ikke har råd til en gave til deres børn eller til en juleand, ikke engang en discount-juleand, som de kan tilberede, så de kan synge julen ind under lune forhold i familiens skød. Det burde simpelthen være hver mands ret, i det mindste i vores land. Avav. I min verden hører det ikke hjemme i år 2010. I Danmark. Derfor slår vi et slag for sagen på Spiseliv.
   
Det handler om At Spise
Spiseliv har fået sit velklingende navn, fordi det, vi beskæftiger os med er – det mest basale i verden: at Spise. Mad. At Spise sammen, alene, ude, hjemme, med kniv og gaffel, med hvid dug eller på dug-fri fast food-café. I gode venners lag, med familien, med bedste og bedste venner. Spiseliv er at Spise og socialisere, at Spise og at dele glæden ved at Spise, dele måltidet. For det er i høj grad det, man gør, når man sætter sig om et (u)dækket bord, og det er ikke uvæsentligt – man spiser, deler, socialiserer.

At Spiseliv holder højtiderne i hævd må betragtes som en selvfølge, for hvis der er noget, højtiderne handler om, så er det – at Spise. Sammen. Dele glæden ved et måltid. Holde fast i selve ritualiseringen af netop det måltid. At Spise bestemte ting på bestemte tidspunkter. Sammen. Og ofte sammen med sin familie. Derfor forekommer det fuldkommen uacceptabelt i Spiselivs univers, at der findes familier, for hvem dette ikke indgår som en mulighed.

Der er hjælp at hente – og hjælp at give

Frelsens Hær sendte sidste år 7000 julepakker til folk, selv om det gav underskud i forretningen, og i år regner de med, at de får endnu flere ansøgninger – sandsynligvis omkring 10.000, og det er alt for mange og langt flere end Frelsens Hær har kapacitet til at hjælpe. Børnenes Kontor får omkring 5.000 ansøgninger og vil kun kunne honorere lidt under halvdelen, ligesom sidste år. Mange af organisationerne lider under, at de pga. finanskrisen – der også har avlet flere fattige i landet – får færre penge fra fonde og legater, altså en ond cirkel.

Dansk Folkehjælp søsatte for fire år siden en julehjælpslandsindsamling i samarbejde med Ekstra Bladet, og det har efter sigende været en stor succes. I 2007 fik 430 ansøgere ud af 550 godkendte ansøgere en julepakke, mens de samme tal i 2009 hed 2440 uddelte julepakker ud af 5000 godkendte ansøgere. I år håber man på, at man vil kunne imødekomme 7000 ansøgere med julepakker, og det er mange, men tallet skulle også gerne stige, da mængden af ansøgninger desværre også stiger år for år.