”Jeg og Madam Sprunk var de bedste venner, man kan tænke sig. Sådan en agtværdig gammel dame skal man tage sig godt af, og vide, når tiden er inde til at stoppe. Nu har vi taget hendes gode ånd med videre, den bor sammen med os på vores nye restaurant i det gamle Sundkroen. Så kan hun sidde lidt her og nyde udsigten til Sverige”, siger Stefan, og bliver blændet af den lave marts-sol, som står direkte indad vinduerne. Blot et stenkast udenfor lægger en færge fra land, og han står lige i den gamle stationsbygning, hvor DSBs passagerer i over 100 år også har taget Sverige i øjesyn, inden de skulle med toget videre.

Helsingør er fuld af spøgelser: Da Hamlet mødte sin afdøde far på Kronborg i form af et genfærd, og den landsforviste Caroline Mathilde gik hvileløst rundt i et af slottets tårne for at blive sejlet bort i kølvandet på sin affære med Struense, lagdes grundstenen for Helsingørs næsten mytologiske status i den danske fortællertradition. Og i århundreder har byen stået som det drømmesyn, enhver dansk sømand længtes efter atter at øjne i horisonten, når han drog til søs uden at vide, hvornår han ville vende hjem. Det er som om historien har sat sig grundigt i helsingøranernes dna og endog er sivet helt ind i de lokales måde at føre restauration på. Sjældent finder man en købstad med så mange legendariske beværtninger og kokkefamilier som her, hvoraf Madam Sprunk i årtier har været en del af historien.

Pianomand til fisken

Det kombinerede hotel og restaurant på hjørnet af Bramstrædet har i 18 år været under Jacob Christensens vinger, men i september sidste år sagde han lejemålet op. Til Helsingør Dagblad udtalte han:
“Det har været en fantastisk rejse i Helsingør i nu 18 år – at løfte og markere Madam Sprunck som et velbesøgt spisested på landkortet i Helsingør. Madam Sprunck har været et levende og hyggeligt sted i manges øjne, og “hun” har været en fantastisk person at bygge et hyggeligt og velbesøgt sted op omkring. Madam Sprunck har været mig – jeg har været den aldrende kvinde – og sammen har vi haft mange gode stunder og oplevelser. Alle disse oplevelser skal I alle have tak for – dem der har været en del af os.”

Sammen med sin kompagnon Stefan har han imidlertid rykket stemningen og den gode mad over på den gamle Sundkro i stationsbygningen – en anden institution i Helsingør. I flere menneskealdre har den elegante bygning i ny-renæssancestil pyntet blot et par meter fra havnen, og rummet skiftende beværtninger i sin bug. Nu i form af restaurant Strejf, som er blevet Jacobs og Stefans nye projekt. Her i de højloftede lokaler skal de udelukkende fokusere på restaurantdrift. En del af bygningen rummer endda en intim, lille café, som man kommer ind til via en bagdør, og gode muligheder for firmamiddage, events og hygge omkring flyglet i midten af restauranten:

”Der sidder en piano-mand hver weekend og spreder og stemning. Det gør det hele både afslappet og højtideligt. Vi har åbent alle dage undtagen søndag, hvor gæsterne især kan nyde fisk og skaldyr foruden møre bøffer og langtidssimret roast”, fortæller Stefan, der står og skænker velkomstdrink op til et selskab, der er lige på trapperne. Han er ulasteligt klædt i skjorte og forklæde og har brugt måneder på at indrette stedet, der fremstår hyggeligt med rustikke træborde, vinkasser som rumdelere og sølvlysestager fulde af rindende stearin.
 

Sverige som evigt pejlemærke


Udenfor de store vinduer fortsætter færgerne med at ankomme og lægge fra. Og beliggenheden så tæt på Sverige fylder stadig i de lokales bevidsthed – som den har gjort det lige siden byen Helsingør blev bygget op omkring middelalderslottet Krogen og det senere Kronborg, og Sundtolden udgjorde et betydeligt tilskud til den nationale økonomi:


”Enhver restauratør her i byen kender kursen på den svenske krone. Den er stadig afgørende for handelen her. Er kursen lav tager danskerne til Sverige, er den høj, kommer de herover. Vi har prøvet det hele i årenes løb, og vi kender vores kunder. De kommer selvfølgelig fra Helsingborg og Helsingør, men også fra oplandet. Langs kysten kan det være svært at finde et godt sted at spise udenfor sæsonen, og så kommer folk hertil – hvis de da ikke tager den lange vej til København”, siger Stefan.


Blot få meter herfra i Stengade finder man et helt anderledes sceneri – et mini-Korsbæk i det nye årtusinde, med små specialforretninger, slagter, ostemand og strøget nok ældste italienske restaurant, Amici Miei. Indenfor har Patrizio besøg af sin italienske ven, Mario. Han har lagt de kakler i varme nuancer, der dekorerer spisestedets disk, og får en kaffe sammen med Patrizio og hans søn, Andreas.
 

Italiensk restaurantdrift for de garvede


Patrizio har i de årtier, han har boet i Helsingør, set mange trends komme og gå. Men det klassiske, italienske køkken, som han selv borger for, er forblevet en kontant. På menukortet finder man de kendte livretter fra Støvlelandet – pasta i alskens afskygninger, antipasti, kød og godt til ganen. Men selvom danskernes kærlighed til det italienske køkken er uforandret, har Patrizio naturligvis også kunne mærke dynamikker og konjunkturer:


”Jeg har haft nogle rigtig gode år her med Amici Miei. Som alle andre spisesteder er vi underlagt luner som vejr, økonomi og folks rejselyst. 2017 var et super år for os, men 2018 problematisk pga. vejret. Folk ville hellere ligge på stranden end sidde inde på en restaurant, skønt vi jo har en dejlig terrasse udenfor. Jeg ved ikke, om jeg bare er blevet for gammel, men jeg føler mig nogle gange som Den Sidste Mohikaner: alt det der med at hygge om gæsten og være en god vært, en god ven, de gamle dyder, fleksibiliteten. Min søn er anderledes, mere kategorisk. Og så bliver jeg vred når jeg ser tilbudssteder åbne, der markedsfører sig som italienske, men intet overhovedet har at gøre med mit hjemland.”


Patrizio kommer oprindeligt fra Rimini og har en svaghed for motorcykler. Han har også en svaghed for sine gæster, og føler ligesom mange italienere, at deres gastronomiske velbefindende er et ansvar, der bør tages dødsensalvorligt. Derfor er han også generøs med regningen, når folk sidder og hygger sig, og vælger grappa, kaffe og lidt ekstra til ganen til. De får trukket lidt fra og bliver måske stamgæster, og Patrizio husker dem alle:


”Jeg ved hvem der vil have ro, og hvem der gerne vil have lidt mere fest i gaden, og så giver jeg dem et lille show og spiller på at jeg jo er ærkeitaliensk, og elsker at snakke. Danskerne er meget anderledes end italienerne på det punkt, i er mere private, og det respekterer jeg. På den måde er vi gode for hinanden: her i Helsingør har jeg skabt mig en god forretning, takket være danskerne. Så kvitterer jeg med lidt solskin.”