Hansens Is går sammen med kendt sushikæde i nyt dessertsamarbejdeFlødeis er en universel størrelse. Det understreger det nye samarbejde mellem restaurantkæden Sticks’n’Sushi og isproducenten Hansens Is. Den enkle danske flødeis bliver en del af de japansk inspirerede retter på sushikædens nye dessertkort, der bl.a. tæller sesamcreme og flødeis i kombination med sort sesam-topping, en chokoladefondant med flydende matchamidte og is-sticks af vaniljeis og surdejsis.

”De sidste 12 måneder har været et langt og kreativt innovationsforløb, hvor vi i tæt samarbejde med de to gastronomiske chefer hos Sticks’n’Sushi, har udviklet på, hvordan vi får bragt det bedste af begge verdener i spil. Det har været en enormt lærerig rejse ind i, hvordan dansk smag og håndværk møder de japanske traditioner, som Sticks’n’Sushi mestrer,” siger Anders Eibye Hansen, medejer og kommunikationschef i Hansens Is.

Hansens Is har allerede leveret flødeis til de desserthungrende restaurantgæster, som skal indgå i forskellige kombinationer med drys og saucer med et japansk islæt.

Hansens Is går sammen med kendt sushikæde i nyt dessertsamarbejde_1

Innovation og flødeis på menuen

Når Hansens Is bliver en del af dessertkortet på Sticks’n’Sushi, bliver det også en showcase af, hvad den danske madscene kan, og den danske kvalitetsflødeis får et internationalt udstillingsvindue. Udover den klassiske vaniljeis er der også en surdejsis at finde på menuen, der er lavet på en sirup af overskudssurdejsbrød, der giver isen en smag i nærheden af saltet karamel.

”Vores nye dessertkort har været længe undervejs. Det har været vigtigt for os at finde partnere, der kan levere på kvaliteten og som er klar på at eksperimentere med smagskombinationer og konsistenser, og her leverer Hansens Is et godt lokalt produkt, som har internationalt potentiale, men samtidig viser vores danske rødder som sushi-kæde,” siger Anders Kjørup, kommerciel direktør i Sticks’n’Sushi.

Dessertkortet hos Sticks’n’Sushi er opdateret med de iskolde nyheder, og man kan opleve det i både de danske, britiske og tyske restauranter.

Om Hansens Is

Hansens Is blev etableret i 1922 af Hans Hansen i Hillerød. Dengang under navnet Hillerød ismejeri. I dag er det Hans Hansens oldebørn Anders og Rasmus Hansen, der driver ismejeriet. Hansens producerer omkring 1 million liter is om året. Lige nu kan du finde 10 veganske produkter fra Hansens.

Om Sticks’N’Sushi

Sticks’n’Sushi åbnede i 1994 sin første restaurant i Nansensgade i København som en af de første restauranter i København, der specialiserede sig i japansk sushi. Grundlæggerne var de japansk-danske brødre Kim og Jens Rahbek Hansen samt danske Thor Andersen. Sticks’n’Sushi har cirka 1.400 ansatte, driver 27 restauranter og har mere end to millioner gæster årligt.