”Er det ikke det fedeste køkken, du nogensinde har set?” Min kompliment til køkkenets udformning var vist ikke helt så overstrømmende, som Rasmus Kofoed forventede, og jeg svarer pligtskyldigt at jo, det er det da.

Men det er til gengæld også sandt, for det er et ganske imponerende køkken, Rasmus Kofoed har fået installeret i sin nye restaurant. Masser af plads, masser af rene flader, topmoderne udstyr og en fuldstændig fænomenal udsigt over Idrætsparken fra selskabskøkkenet. Wow!


Kun det bedste er godt nok

I det hele taget er der ikke sparet på noget i indretningen af det nye Geranium, som ligger hævet over byens tage på 8. sal i kontorbygningen på det nordvestlige hjørne af Parken. Selvom håndværkerne fortsat er i gang med at få skik på det sidste, da jeg indfinder mig ved receptionen en uge inden den officielle åbning, er det tydeligt for enhver, at her er ikke lagt nogen fingre imellem. Kun det bedste er godt nok til at opfylde Rasmus Kofoeds ambitioner.

”Det er min og Sørens drømmerestaurant. Vi var lidt skeptiske over beliggenheden i starten, men vi faldt pladask for udsigten første gang, vi kom herop. Og jeg får stadig det vildeste sug i maven, når jeg kigger ud heroppe fra.”

Uden at turde spørge til, præcis hvad det har kostet at indrette en spritny restaurant med designermøbler og toptunet køkken er jeg ikke i tvivl om, at det har været dyrt. Hvordan har det kunnet lade sig gøre?

”Vi er nogle ildsjæle, der brænder for det, vi laver, og det har folk kunnet se nogle muligheder i,” svarer Rasmus Kofoed på mit spørgsmål.


Én michelinstjerne vil nedgøre konceptet
Restauranten indfrier Rasmus Kofoeds forventninger til funktionalitet og æstetik, og rammerne er ideelle til at opfylde hans mål: At skabe et helt enestående, super ambitiøst sted.

”Det bliver godt, smukt og unikt,” forudser Rasmus Kofoed selv, og han anser det for temmelig usandsynligt, at restauranten ikke får to Michelinstjerner indenfor kort tid.

”En enkelt vil være at nedgøre konceptet. Selvfølgelig kan man ikke regne med at få to fra starten, men det vil undre mig, hvis vi ikke får to rimelig hurtigt, og vi vil ikke stille os tilfredse med kun at få en.”

"Da vi åbnede den første Geranium gik jeg grædende hjem efter testmiddagene."

Motiverende at være favorit
I det hele taget er Rasmus Kofoed ikke en mand, der stiller sig tilfreds med mindre end den ypperste anerkendelse, og det er nok også derfor, han stiller op til kokkeverdensmesterskabet Bocuse d’Or igen i januar 2011 med et klart og defineret håb om at vinde en guldstatuette, der kan supplere den af sølv og bronze, han allerede har vundet.

”Jeg er favorit sammen med Norge og Frankrig, men jeg håber da på at vinde, og det er fedt at være favorit, for det betyder, at jeg er topmotiveret.”



Glæder sig som et lille barn
Madstilen på det nye sted kommer til at minde om det, den tidligere Geranium i Kongens Have kunne præstere, og i betragtning af, hvor populær den var blandt anmelderne og også internationalt, hvor den trods sin kort levetid opnåede en placering som nummer 66 på San Pellegrinos liste over verdens bedste restauranter, er der god grund til at have høje forventninger til den nye Geranium.

”Men det bliver samtidig noget helt andet. Du må selv komme og opleve det,”
siger Rasmus Kofoed. 

Det vil jeg da også rigtig gerne, men med priser, der starter ved 998 kroner for menuen er det mere end et greb i lommen for de fleste, der skal til. Men så kan man til gengæld også forvente en helt særlig oplevelse, som er mindst to Michelinstjerner værdig.

”Nu glæder jeg mig bare som et lille barn til at komme rigtigt i gang, og jeg er super optimistisk, for vi har lavet testmiddage hen over weekenden, og det er gået super godt. Da vi åbnede Geranium i Kongens Have gik jeg grædende hjem efter testmiddagene, fordi vi måtte droppe halvdelen af de retter, vi havde tænkt os, skulle være på menuen. Sådan er det ikke denne gang, for de fleste af vores kokke er gamle Geranium-folk, og det er en af grundende til, at jeg ikke er gået grædende hjem denne gang.”