Der er rød løber foran døren på Hotel d’Angleterre. I dagens anledning, fordi vi kommer? Nej, viser det sig, da det begynder at strømme ind med kendte gæster. Natasja Crone, Jes Dorph-Pedersen, Mads Steffensen og Camilla Miehe-Renard i højt humør og store skrud på vej mod selskabslokalerne til Billed Bladets Oscar-fest. Den vej skal vi ikke.

Den behørigt klædte dørmand med høj hat og det hele viser os ind i baren, hvor den ugentlige østers- og champagnefredagsbar har til huse.  Celebrityfaktoren her er ikke helt ligeså høj som ude i lobbyen, til gengæld er stemningen afslappet og behagelig. Tykke gulvtæpper, ulasteligt klædte tjenere, behagelig møblering.

’Mest på chardonnay og lidt på noget andet’

Hurtigt får vi skænket et glas af husets champagne, specialindkøbt til lejligheden. Der er tale om en glimrende Diebolt-Vallois ’mest på chardonnay og lidt på noget andet’, som vi får at vide af vores særdeles søde og servicemindede tjener.

Vi får udpeget østersbaren og forklaret retningslinierne. De friske Bretagne-østers fra Løgismose gør sig til fra fade placeret på det blankpolerede flygel foran baren. Tag hvad I vil, skallerne tæller vi bagefter. Prisen er 25 kroner stykket.

Østers er ikke nogen billig bar-snack, men hold da op hvor de smager. Et par dråber vinaigrette og citron og så skyllet ned med champagne. Ah, fredag!

"Udenfor regner det. Vi bliver ikke tilbudt nogen paraply. Vi er jo bare et par lykkelige tåber, der for et øjeblik har været på besøg i de rige, smukke og kendtes verden. Hvad skal man også med en paraply, når man er på cykel?"

Den dyre lækkersult

Mens den dyre lækkersult bliver stillet er der tid til at se sig lidt omkring og kaste et blik i vinkortet. Der er jo ikke nogen der siger, man nødvendigvis skal drikke sin champagne glasvis, når man nu er på d’Angleterre, som har et af byens absolut største og mest imponerende udvalg af bobler på flaske.

Var det f.eks. noget med en flaske, som er hejset op fra et skibsvrag ud for Jönköping i 1998? Årgangen er 1907, prisen er lige knap 50.000 kroner. En eller anden vintjener har tydeligvis haft så meget passion for sit fag, at han har afsat tid til at gå på auktion for at finde rigtig gode sager til kortet.

Der er plads til de fleste

Klientellet i baren er meget broget. Unge, smukke kvinder i jakkesæt, som mødes over en kop kaffe og vender endnu en hård uge i juristbranchen, gråsprængte mænd, der støder til. Ældre mennesker med pastelfarvet tøj og hår, der er bobbet på den amerikanske måde. Drikker rødvin og spiser barsnacks. Et hollandsk par med en baby klarer tyve østers på tyve minutter. Der er plads til de fleste her, som har lyst til et øjebliks luksus og duft af rigdom.

Tak for i aften

Det er blevet tid til at bevæge sig ud i den virkelige verden igen. ’Tak for i aften’, siger Stanley Jørgensen, dørmanden i den lange frakke og den høje, grå hat.

Udenfor regner det. Vi bliver ikke tilbudt nogen paraply. Vi er jo bare et par lykkelige tåber, der for et øjeblik har været på besøg i de rige, smukke og kendtes verden. Hvad skal man også med en paraply, når man er på cykel?