Spendér din lørdag omringet af gode økologiske og bæredygtige råvarer, passionerede ildsjæle og alt godt til ganen, når Cap Horn igen holder madmarked i anledning af forårets komme.

Kalenderen siger marts, og selv om året indtil videre har vist sig fra sin kolde side, er dagene heldigvis blevet lysere, blomsterne titter frem og varmere tider venter forude. Endnu et sikkert forårstegn er når Nyhavn åbner for udendørs-serveringen, og vinker farvel til vinterens kolde greb.

Det sker i år lørdag den 16. marts, hvor alle bydes velkommen til endnu en, forhåbentlig solbeskinnet, sæson i en af Københavns mest stemningsfulde oaser.

Foråret fejres i Cap Horn med sprøde jazz-toner og et madmarked med smagsprøver på alt hvad hjertet kan begære af økologiske specialiteter – juice, vin, øl, ost, friske krydderurter til altankassen, sæsonens frugt og grønt og meget mere.

Udenfor byder Cap Horn på smagsprøver fra restaurantens forårsmenukort, der blandt andet frister med en anden forårsbebuder, stenbiderrogn.

Entré: Gratis

Dato og tidspunkt: Lørdag den 16. marts fra kl. 12-15

Sted: Cap Horn, Nyhavn 21, 1051 København K

Årets deltagere:

  • Vinslottet er både leverandør af og ekspert inden for alt slags vin. I deres sortiment finder du økologiske vine fra både Frankrig, Italien og Spanien.
  • Farmers Market er leverandør af økologisk frugt og grønt til danske restauranter og caféer. Derudover driver de butikken Solfrugt i Torvehallerne i København.
  • Thise Mejeri blev grundlagt i 1988 af syv øko-idealister i Nordvestjylland. Thises økologiske landmænd producerer mejeriprodukter af fineste kvalitet med stor passion for økologi.
  • Ørbæk Bryggeri startede med at producere økologisk sodavand og juice under navnet NaturFrisk i 1997. I dag er fokus på øl. Ørbæk bryggeri står blandt andet bag Cap Horns helt egen øl - som er økologisk selvfølgelig.
  • Snapsbornholm producerer økologisk snaps med otte smagsvarianter og økologi i højsædet. Bag Snaps Bornholm står to venner og ildsjæle, der startede med at brygge chilisnaps i privat regi. Snapsens popularitet gav dem blod på tanden til at skabe mere.
  • Slagteren fra Kultorvet har eksisteret siden 1888. Økologi er for håndværkslagteren lig med genvejen til unikke smagsoplevelser såvel som dyrevelfærd. Slagteren er derfor 100% økologisk.
  • Bornholms Mosteri er oprindeligt startet som et kommunalt beskæftigelsesprojekt i 2006. Over halvdelen af medarbejderstaben består stadig af psykisk sårbare borgere, der producerer økologisk most og saft til førende restauranter, butikker og cafeer i Norden. Ambitionen er at minimere sukkeret for at skabe en autentisk og uspoleret smagsoplevelse, mens kunstige tilsætningsstoffer helt er udelukket.
  • Foodture er frontløbere inden for alternative og bæredygtige fødevarer i form af tempeh - et vegansk produkt, som er rigt på proteiner, fibre og omega-3-fedtsyrer. Tempeh er lavet af hvide lupinbønner og kan med fordel steges, grilles, dampes og bages.