Hvert år siden 2011 har Dining Week forvandlet uge 7 til en landsdækkende restaurantfestival, og i de sidste fem år har madelskende danskere også kunnet spise ude til Dining Week i uge 42 (efterårsferien). Den 9.-18. oktober er det igen tid til at besøge nogle af Danmarks bedste restauranter til en fast pris. Med 140 restauranter på listen er Dining Week den største og mest populære restaurantfestival herhjemme og i Norden.

“Vi er stolte af år efter år at kunne præsentere et endnu større program, når vi holder Dining Week – både i uge 7 og i uge 42. I vores optik er det restauratørernes måde at fortælle os, at vi efter 10 år stadig bidrager med et positivt indslag til restauranterne,” fortæller marketingansvarlig Nusha Riis Hassani.

Dining Week åbner for billetkøen til efterårsferien med flere end 140 restauranter_1

Krisehjælp til restauranterne

Da Dining Week blev grundlagt i 2011 var det på baggrund af finanskrisen, og restaurantfestivalen havde til formål at hjælpe de danske restauratører i gang igen. Selvom det var kedelige omstændigheder dengang, affødte det et folkekært koncept, som har skabt meget glæde i årenes løb.

Nu gentager historien sig. Restaurationsbranchen har lidt under coronakrisen, og selvom genåbningen har gjort det muligt igen at have spisende gæster i restauranterne igen, er det ikke nok til at gøre op for de store tab under nedlukningen. Derfor skabte Dining Week ekstraordinært en genåbningsfestival i sidste halvdel af juni, som sendte flere end 24.000 gæster ud på de danske restauranter.

”Vores ypperste formål er at give restauratørerne en hjælpende hånd. Dining Week er skabt til at puste liv i restaurationsbranchen, og det er – ligesom efter finanskrisen – vigtigere end nogensinde. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for hele tiden at styrke tilknytningen til Dining Week,” lyder det fra Nusha Riis Hassani.

Alle restaurantbesøg under Dining Week i uge 42 foregår under kontrollerede forhold og på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde ud fra myndighedernes retningslinjer. Billetsalget foregår via Dining Weeks platform (diningweek.dk), som sikrer, at antallet af gæster og ankomsttider er styret.

Vælg mellem 3 retter eller 10 serveringer

Gæster kan vælge mellem over 130 unikke 3-retters menuer og de eksklusive menuer med 10 serveringer hos et mindre udvalg af restauranter. Blandt de deltagende restauranter er Brace, Vækst, Fleisch, Boathouse, Nærvær, Nimb Vinotek, PS Bar & Grill, Helenekilde Badehotel, Bernstorff Slot, Bøf & Ost, Spuntino, The Market Asian og Aamanns Etablissement – for bare at nævne nogle.

De restauranter, som tilbyder en eksklusiv menu med 10 serveringer til 525 kr., er Kokkeriet, Restaurant SILO, Aamanns 1921, Selma, Restaurant SuRi (Holbæk), Støvlet Katrines Hus (Sorø) og Bror Ditlev (Kolding). Sidstnævnte er med til Dining Week for første gang.

“Med 10-serveringskonceptet, som vi introducerede til vores 10-års jubilæum i februar, har vi kunnet tilføje nye toprestauranter til listen. Det er en mulighed for at få en højere gastronomisk oplevelse, og konceptet henvender sig til de gæster, som er sultne på mere gastronomi end tre retter,” fortæller Nusha Riis Hassani.

Hvad: Dining Week i uge 42

Hvor: Over hele landet

Hvornår: 9.-18. oktober 2020

Hvor meget: 225 kr. + gebyr pr. person for en tre-retters menu. 525 kr. + gebyr pr. person for en 10-serveringsmenu.

Hvordan: Billetter sælges via www.diningweek.dk