Det har lang tid været officielt, men vi siger det lige igen: Uge 7 er ikke længere kun lig med mørk vinterferie, som de fleste tilbringer på skipisterne. Takket været den 8 år gamle madfestival Dining Week, er uge 7 nu også det tidspunkt, hvor suverænt flest københavnere bevæger sig rundt i gaderne for at gå på restaurant, og visse områder i byen kommer til at være regulære oaser af sanseoplevelser takket være en synergi med Copenhagen Light Festival. Og i uge 6 tager Tivoli forskud på begivenhederne med sin helt egen Dining Week.

15 restauranter danner deres helt egen Dining Week i Tivoli

Lysfestivalen Copenhagen Light Festival, der har eksisteret siden 2018, omsvøber den gamle have i lysinstallationer med Winter in Tivoli, der især vil lege med facaden på Nimb, søen og de omkringliggende bygninger i toner af blå og hvid. Restauranterne i Tivoli har faktisk skabt deres egen Tivoli Dining Week og står i uge 6 sammen om hver især at lave lækre gourmetmenuer til 300kr, der spænder fra det nordiske over det franske og italienske til det japanske. Man kan glæde sig til 3 retters menuer fra samtlige restauranter: Biergarten, Mazzoli’s, Prices Diner, Paafuglen, A Hereford Beefstouw, Brdr. Price i Tivoli, Letz Sushi i Det Japanske Tårn, Gemyse, Nimb Bar’n’Grill, Nimb Brasserie, Fru Nimb, Nimb Vinotek, Færgekroen Bryghus, Grøften og Promenaden.

Mange af Tivoli-restauranterne har desuden fundet inspiration i vinterens hvide farve i deres udformning af hvert enkelt menu søde elementer: Desserterne er klassiske favoritter med et hvidt vinter-twist hos som fx hvid chokolademousse med citronskum og crumble hos Brdr. Price, New York-cheesecake hos Prices Diner, hvid chokolade panna cotta hos Paafuglen, vanilje-créme brûlée hos Nimb Brasserie, doughnut med vaniljecreme hos Mazzoli’s og ananas med kokos, verbena og vanilje hos Nimb Bar’n’Grill. Nimb Vinotek åbner ekstraordinært under Tivoli Dining Week med en menu, der består af hummerbisque til forret, kalvekæbe til hovedret og gateau marcel til dessert.
 

Konceptet med Dining Week i uge 7 er enkelt: man køber sig en billet online til 215 inkl. 26kr i billetgebyr til en af flere udvalgte restauranter, der så kvitterer med en 3 retters menu bestående af forret, hovedret og dessert, som i år kan nydes fra den 10-17 februar. Til maden får man en flaske San Pellegrino mineralvand, men på mange af spisestederne kan der tilkøbes en vinmenu, med glas, der passer til maden, til en fornuftig pris. Og flere og flere restauranter tilbyder også en velkomstdrink, der kan nydes inden middagen.

Dining Week har i år ramt virkelig bredt i København: fra små, intime spisesteder og caféer i city og på Amager til de store og kendte af slagsen i brokvartererne og ved vandet: således kan den anerkendte gourmetrestaurant Paustian på Kalkbrænderiløbskajen i det livlige Nordhavn tilbyde en menu med koldrøget ørred, braiseret kalvebryst og vanilleparfait, mens den mere hemmelige Couloir på Amagerstrandvej er med i samme selskab og disker op med en fiskeanretning bestående af lyngrillet tun og lakse/ørredmousse med blomster, kapers og rødløg, en mør kalvefilet samt en lun blåbær crumble til dessert. Inde i city er der især Dining Week-aktivitet i Nyhavn og på Gråbrødretorv, med Bøf & ost, Cap Horn og Skipperkroen bag gedigne retter med blandt andet rimmet laks, møre kødudskæringer og hjemmelavet valnøddekage med lun chokoladesauce.


Den grønne menu breder sig

I flere år har det været muligt for restauranterne at tilbyde et vegetarisk alternativ til deres menu, og på trods af at det stiller ekstra krav til logistikken og forberedelserne i de i forvejen travle køkkener under Dining Week, har rigtig mange restauranter i år valgt at friste med 100% grønne retter: blandt andet Rambla på Amager har været kreative i deres udtænkning af de vegetariske valg, og tilbyder både en frokost- og aftenmenu under Dining Week, der er vegetarisk, med spansk inspirerede forretter med padron peber, manchego, porrer og syltet løg, mens hovedretten leger med rosenkål, forårsløg og tomat med wasabi og kimchi til frokost. Om aftenen serveret der en hovedret med gedeost og balsamico i centrum. Et sted som Simple Raw i city er også selvskrevet til byens mange veganere. I anledning af Dining Week serverer de en menu med fuldt ud grønne retter som kålchips-snacks der kan dyppes i sour cream and onion-dip, jordskokkesuppe til forret, Brændende kærlighed m. blød kartoffelmos, sprødt og røget lupin-tempeh, bløde løg, syltede beder og friske urter som hovedret, og Lime ”cheesecake” m. hvid lime-chokolade. Og inde ved Gl. Strand supplerer Krogs Fiskerestaurant deres Dining Week-menu baseret på fisk med et grønt alternativ med tatar af bagt selleri som forret, og en hovedret på bagt aubergine.

 

Cocktail Week – to cocktails til en god pris

igen i år kan Dinng Week desuden også præsentere cocktailfestivalen Cocktail Week, som kommer til at foregå sideløbende med Dining Week. Cocktail Week er til alle de gæster, der ikke har lyst til at ende en god aften, men tværtimod gerne vil forlænge oplevelsen med to udsøgte cocktails enten før eller efter middagen på en af Københavns bedste cocktailbarer. Billetter til Cocktail Week koster 100 kr. + 11 kr. i billetgebyr pr. person for to cocktails. Læs mere om hvilke barer der deltager samt hvilke cocktails de serverer på Cocktail-Week.dk.

Dining Week i hele landet

Konceptet har efterhånden bredt sig til hele landet og er ikke længere kun en københavnerbegivenhed – og faktisk er der meget at rejse for især på Sjælland, hvis man er københavner, og gerne vil lidt på tur: I Roskilde disker den rustikke og kreative restaurant Moehr, der er blevet kendt for sine nyfortolkede smørrebrød op med en menu i Roskilde, mens Støvlet Katrines Hus nær Sorø gør sig umage med noget af en menu: Koldrøget laks, sauce på ponzu og porre toppe, frisk agurk & brøndkarse, ølbraiseret oksetykkam, sauce på lagen, sennep, rødbede og røget marv, røgede kartofler, glaserede rødbeder porre creme, samt en fortolkning af ”Brunsviger”. Også Valløs Slotskro udenfor Køge kan byde velkommen til en Dining Week-menu i landlige omgivelser. Fyn og Jylland er også rigtig godt med i uge 7 – hvad for eksempel at kigge forbi Munkebro Kro udenfor Kerteminde og smage deres farserede fasanbryst med ristede svampe og en fragilité til dessert, eller komme en tur til odense og Kok & Vin? I Jylland spreder Dining Week-menuen sig til hele fastlandet, blandt andet Fakkelgården lige ved den tyske grænse og med beliggenhed ud til sundet, mens især Letz Sushi og Karma Sushi byder på sushi med masser af rolls marinader og japanske saucer både i Aarhus og Aalborg.

Foto: Tivoli