Coffee Collectives ottende kaffebar slår dørene op i Carlsberg Byens nye byggeri, Pasteurs Tårn, der samtidig slår rekord som Københavns højeste boligbyggeri.

”Carlsberg Byen er et område vi længe har haft kig på, men vi har også ønsket at vente til den helt rigtige placering viste sig. Området ligger jo fantastisk, inde mellem Vesterbro, Frederiksberg og Valby, som i forvejen er nogle af de tættest beboede områder, og i takt med at København vokser i alle retninger, er det suverænt med så stort et nyt område inde midt i byen” siger direktør Peter Dupont. ”Den vekselvirkning der skabes mellem de gamle, historiske bygninger og de nye beboelsesbygninger giver en livlig atmosfære og stemning, som de helt nye bydele ofte mangler.”

Coffee Collective kommer til Carlsberg Byen og byder på gratis kaffe hele åbningsdagen_5

Placeringen af den nye kaffebar ligger ud til J.C. Jacobsens Have, som den gamle brygger selv anlagde i 1847-1867 og som huser Carlsberg Akademi og De Hængende Haver. Foran kaffebaren kommer et lille torv, Fadet, hvor der også er to andre beværtninger på vej.

”Vi kan se hvordan der allerede er opstået et nærmiljø, og i takt med at der nu kommer endnu flere beboere til området, håber vi på at kunne tilføre noget til det lokale fællesskab og skabe rum og rammer, der vil samle folk over en kop kaffe.” siger medstifter Klaus Thomsen

Coffee Collective har endnu engang lavet en kaffebar, der adskiller sig markant fra resten. ”Når vi skal åbne en ny bar, er det vigtigt for os at starte med et rent stykke papir, og udtænke stedet helt fra bunden. Vi vil ikke bare kopiere et koncept ud på flere lokationer, men i stedet skabe unikke, selvstændige steder – bundet sammen af passionen for kaffe og den ultimative kvalitet” siger direktør Peter Dupont.

Kaffebarens design har Coffee Collective selv stået for. Centralt i det højloftede, lyse lokale er selve baren, hvor en kongeblå La Marzocco espressomaskine troner i midten. Rundt om barens bagside er der lavet siddepladser, hvor gæsterne kan nyde deres kaffe, mens de følger med i baristaens mesterhåndværk og få en snak om kaffebrygning derhjemme - eller nyde udsigten til haven.

I resten af det store lokale er der forskellige typer af siddepladser, så der både er noget til større sociale grupper, til dem der kommer for et hurtigt møde og til dem, der skal sidde og arbejde lidt. Store vinduespartier giver udsigt til det grønne omkringliggende område og skaber et lækkert og lyst lokale.

Møblementets design er blevet til i samarbejde med designgruppen Design Studies. De har på bæredygtig vis kreeret en række unikke møbler ud af resttræ fra Dinesens gulvproduktion. Møblerne er samlet uden brug af lim og med tanke på mange års anvendelse og vedligeholdelse.

Coffee Collective startede i 2007 med en mission om at ændre kaffeverden og skabe mere værdi direkte til kaffebønderne, og samtidig udforske nye veje for kaffebrygning og -servering. Al kaffen handles direkte fra kaffebønder i fx Kenya, Etiopien, Guatemala og Brasilien og ristet på deres eget mikroristeri på Frederiksberg. Derfra sendes kaffen ud til deres egne kaffebarer, med prisvindende baristaer bag maskinen, eller til andre caféer og restauranter over hele verden. I dag tæller Coffee Collective 7 kaffebarer på bl.a. Jægersborggade og i Torvehallerne, samt bageriet Collective Bakery på Nørrebrogade.

På åbningsdagen giver Coffee Collective gratis kaffe ud hele dagen for at byde velkommen til bydelen. 

Coffee Collective kommer til Carlsberg Byen og byder på gratis kaffe hele åbningsdagen