Hvad spørger man en Bocuse d’Or vinder om, der allerede er blevet flittigt interviewet af verdenspressen? Det er som udgangspunkt ikke til at vide som journalist, men man gider jo ikke spilde folks tid med at gentage det, de har hørt før. For vi ved det jo godt: den 2 februar kunne Kenneth efter 5,5 time, 1 års forberedelse og med et sammentømret team løfte den gyldne Bocuse-d’Or mand foran Norge på trejde og Sverige på fjerde-pladsen i den franske by Lyon, hvor selve stifteren af prisen, Paul Bocuse, selv boede og virkede. Paul Bocuse døde for et år siden, men hans arv lever i den grad videre til kokkekonkurrencen, hvor det heppende publikum får rummet med de dystende kokke til at ligne en håndboldhal under OL.
Så hvad synes Kenneth selv der mangler at blive fortalt omkring hans sejr?
Jeg synes der er blevet skrevet alt for lidt om det fantastiske kokketeam af assistenter, uden hvis hjælp jeg slet ikke var nået frem til sejren. Journalister er generelt ikke særlig interesseret i den slags, for det er jo mig, der er i forgrunden, men hvis man skal forstå hele essensen med Bocuse d’Or, så kan og bør man ikke ignorere hele teamets indsats. Min tak går ud til Joachim, Sebastian og Ronni, til vores coach Rasmus Kofoed og selvfølgelig til Christian Wellendorf, der var min ene-assistent, min såkaldte commis.
Kan du prøve at gå lidt mere i dybden. Hvad laver dine assistenter?
Jamen det kan lyde helt skørt, men de sørger for at alt er snittet, juicet, pakket, samlet og klart til hver eneste station og detalje i den menu, jeg skal lave under finalen. Maden består af hundredevis af bittesmå komponenter, og vi griber det sådan an, at vi regner alt baglæns, fra det øjeblik, tingene skal stå spiseklart foran dommerne. Vi bryder processen op i småbidder. Det er den eneste måde, man kan lave et reelt overblik, og den planlægning er en kæmpe del af Bocuse d’Or. Det er mine assistenter, der sørger for, at alt dette klapper i kulisserne.
Hvad var det der gjorde udslaget i år – hvorfor vandt du?
Jeg vandt fordi alting bare gik op i en højere enhed i år. Vi var lige de 2% bedre, og vi havde overblikket til ikke at være for fastlåste, og handle, når der indtraf problemer. Det kan nemlig også være farligt at være for forberedte, for ingen dag er nogensinde éns i et køkken. Til dette Bocuse d’Or skete der for eksempel det, at de æbler, vi fik udleveret, var meget større, end det, vi havde kalkuleret med. Det gjorde, at de skulle snittes anderledes, for at kunne passe ind i retten. Men til selve konkurrencen fik jeg heldigvis den mest fantastiske assistent (til Bocuse d’Or er en del af dogmet, at man også får tildelt en ukendt assistent), en pige, der bare var utrolig præcis. Sjældent har jeg set noget så elegant og akkurat, som det, der kom fra hende. Et andet problem var, at kødet fik lidt for meget til den gode side. Det gjorde, at vi efterfølgende droppede at stege det på sten. Den slags justeringer skal der være nerver til. Vi var generelt rigtig gode under pres i år, og kunne bevare det store overblik.
Hvad kunne du godt tænke dig at spørge sig selv om omkring din sejr?
Egentlig vil jeg jo gerne vide, hvorfor jeg gør det her. Det kan jeg ikke rigtig finde ud af. Det må naturligvis have noget med ambitioner at gøre. Men der må også ligge noget andet i det, noget dybere. Jeg har ikke svaret endnu.
Hvad kunne du godt tænke dig at spørge medierne om i forhold til deres dækning af Bocuse d'Or?
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor de danske medier var henne til den middag, som blev holdt på Paul Bocuses egen restaurant med alle finaledeltagerne efter sejren? Journalister fra det meste af verden og de øvrige 23 deltagende lande var til stede for at lave interviews og opleve stemningen, undtagen de danske. Det er ikke, fordi jeg på den måde bebrejder nogen specifikt, men come on! Det var Danmark, der vandt! Og så tog de hjem, uden at dække hele begivenheden?
Hvordan ser hverdagen ud nu for en Bocuse d'Or vinder - er tingene allerede som de plejer i Kenneths liv, eller er de markant anderledes?
Interessen for mig og sejren er stadig overvældende, jeg har aldrig oplevet min telefon have så vild en aktivitet, som nu. Men på den anden side sker der også mange andre ting, der er ligeså vigtige. Jeg har fået en lille søn, så meget af min tid går også med bleskift. Og så skal jeg jo i gang igen på Svinkløv Badehotel, der jo brændte ned for 2 år siden. Stedet er blevet genopbygget i træ, med nyt køkken og superflot finish, og alt skal klappe til sæsonstart. Jeg forpagter stedet sammen med min kone, Louise, så nu begynder der et nyt eventyr, som bliver mindst ligeså vildt som Bocuse d’Or. Nu gælder det Nordjylland!
