Stjernerne er stort set uændrede ift. sidste år lige med undtagelse af, at MR og Paustian naturligvis har mistet deres, i og med begge steder jo er lukket (så man kan vel strengt taget ikke tale om at 'miste'), og at Geranium har fået en rising star.

Med andre ord:
2 stjerner: Noma
1 stjerne: AOC, Era Ora, Formel B, Herman, Kiin Kiin, Kokkeriet, Kong Hans Kælder, Søllerød Kro og The Paul.
1 rising star: Geranium

Der, hvor der er lidt udvikling at spore, er på de mere ufarlige bibs, og det er skønt nok; den lille tykke bib-(gour)mand er en god ven og følgesvend. Således har Relæ, Søren K, Mêlée, Enomania, Orangeriet og Skovshoved fået en bib, mens FAMO, Fiskebaren, Frederiks Have, Kanalen, L’Altro og Le Sommelier har beholdt deres.

Først og fremmest er det vel på sin plads at sige tillykke til Geranium. I fik en stjerne i parentes, men blev tippet til to (af Spiseliv – og af alle mulige andre medier, der oven i købet var inviteret til ekstraordinært lune croissanter dagen før udgivelsen i den tro, at man kunne kradse ekstraordinære oplysninger ud af michelinmanden dagen før udgivelsen; det kunne man så ikke. Men det er måske – set i bagklogskabens lumpne belysning – ikke noget at beklage): Alt i alt trods alt flot; Michelin er dælme så forsigtige, at det grænser til det kedelige. Hvis de gik i første klasse, var der med garanti nogen, der ville råbe Bangebuks med ble på efter dem i frikvartererne. På en skala fra én til otte millioner blå birkes, kan Michelin få et rundstykke.

Fuldt fortjente og forudsigelige – men ufarlige og kedelige – bibs til Mêlée, Enomania, Relæ og Søren K (endelig har Jens Søndergaard fået åbenlys anerkendelse for det talent, som vi andre i årevis har vidst, han har) – tillykke med det – men altså.. Hvad er der ellers at sige? Hvorfor udtaler Michelinredaktøren Rebecca Durr (udtales Doooooh) til Berlingskes Søren Frank, at Noma stadig har 'a long way to go', før de får den tredje? Har hun nogensinde spist hos Paul Bocuse? Der jo for xx'te år i træk beholder sin efterhånden noget falmede tredje stjerne? Hvorfor har Oubæk mistet deres Bib? Skal vi skrive, at Michelinguiden ikke fatter en bjælde, eller at nåh jo ok, måske er de heller ikke bedre, vores lokale stjerner, eller.. Tja. Det er vel også en mulighed at se stort på det, lade dækmanden i fred, og så gå ud og spise noget god mad og drikke et glas vin. Nu har vi i det mindste fred for makronhysteriet et lille års tid. Til bordet! & SKÅL, du gamle!