Opløs gæren i en skål med vand og honning, og lad stå i 5 minutter. Tilsæt salt og mel lidt efter lidt. Ælt dejen igennem i ca. 3 minutter, lad den hvile i 5 minutter under et rent viskestykke, og ælt igen i 3 minutters tid. Dejen er forholdsvis fast, lidt blank og en smule klistret. Form dejen til en kugle, læg den i en skål smurt med olie, og sæt den tildækket i køleskabet natten over.

Beklæd en bageplade med bagepapir, og pensl let med olie. Del dejen i 8 stykker, og tril hver til en bolle på et meldrysset bord. Stik en finger ned midt i hver bolle, og lav et forholdsvis stort hul. Læg dem på bagepladen, dæk til, og lad hæve et lunt sted i 11⁄2 time.

Sæt 3 liter vand og natron over i en stor gryde, og forvarm ovnen til 250° (varmluft). Gør endnu en bageplade klar med bagepapir og olie. Når vandet koger, skrues der ned, så det kun lige simrer. Læg forsigtigt så mange bagels i gryden som muligt, uden at de rører ved hinanden. Giv dem 1 minut, vend dem, og giv dem yderligere 1⁄2 minut. Tag op med en hulske, ryst af for vand, og læg på bagepladen. Sæt pladen i ovnen, og skru straks ned til 225°. Bag i 10-12 minutter, til de er gyldne. Når de skal spises, ristes de på skærefladen og spises med smør og flødeost.