Gæsterne begynder så småt at træde indenfor i Tivolihallen, den gamle kælderrestaurant på hjørnet af Vester Voldgade og Stormgade i hjertet af det gamle København. Her indgår personligt værtskab og traditionel dansk mad altid i en velkomponeret symfoni – og Tivolihallens fanskare er både stor og trofast.

Restauranten er just genåbnet efter seks ugers restaurering. ”I har været savnet,” betror en af de tilbagevendende frokostgæster til Helle Vogt, der – sammen med datteren Diana – er indehaver og bestyrer af den over 200 år gamle beværtning. Frokost har ikke været det samme uden Jer, lader han hende vide.

Men alt er dog ikke, som det plejer i den traditionsbundne kælderrestaurant. Renoveringen gælder ikke kun stedets fysiske fremtoning, men ligeledes åbningstiderne. Som noget nyt holder restauranten nemlig åbent hver aften mellem 17.30-22.00.

Men når det kommer til maden, er konceptet ikke ændret. Aftenmenuen domineres af det klassiske, danske køkken med dets populære (og elskede) varianter af smørrebrød samt ’Dagens Gode Gamle’, en ’fast’ ret som skifter dagligt i løbet af ugen – eksempelvis lørdagskylling med kartofler, surt og sovs hver lørdag, ribbenssteg med kartofler, rødkål og sovs hver mandag og fire andre klassiske herligheder derimellem.

Sidst, men ikke mindst byder Tivolihallen på et lille udvalg af fristende serveringer, som følger den danske sæson og dets råvareudbud. I skrivende stund – men formentlig allerede ændret, når du læser dette – byder kortet på en legeret aspargessuppe, ”der er så god, at en gæst bestilte den to gange,” fortælles det ude fra køkkenet.

Respekt for det oprindelige
Der er en god grund til, at stedet har vundet en stor og trofast skare af tilbagevendende gæster i den lyse kælder på Vester Voldgade 91. Det personlige værtskab og maden. Bag gryderne og i udvælgelsen af de famøse råvarer er Tivolihallen nemlig kompromisløse. Alt er hjemmelavet fra bunden. Her er ikke plads til konservesdåser, mayonnaise på glas eller andre gastronomiske smutveje.

”Hvis først,” fortæller indehaver Helle Vogt, ”man begynder at sløse på kvaliteten, så går det hurtigt nedad bakke. I Tivolihallen har vi respekt for det oprindelige håndværk, som blev udvist i gamle, danske køkkener.”