Ikke så snart har åbnings-støvet lagt sig fra den første restaurant, der forsøger sig på en plaget adresse (læs om åbningen af Fortunen på Ved Stranden 18 her), før en ny dukker op: HERO Kitchen. 

Og faktisk har hipster-stedet Ved Stranden 18 og den nye, japanske HERO endnu mere til fælles. Begge restauranter er nemlig åbnet af initiativ-tagere, der før har bevist, at de kan skabe succes. Mens Fortunen har Dyrehaven og Bakken på Vesterbro som storesøskende, kommer HERO fra familien, der består af det populære burgersted Cocks’n’Cows samt barerne The Jane, FUGU og Francis Pony.

Japanske klassikere til mellempris

Med HERO forsøger man sig så på Jamers Plads, der før har haft andre japanskinspirerede restauranter (der især var fokuseret på sushi) på adressen.

Prisniveauet kommer til at ligge i mellemklassen og restauranten vil servere alle de japanske klassiskere. Et kig på menukortet afslører også, at der også kommer høj fokus på stor valgmulighed og ditto udvalg. 

Derudover vil man gerne have en mere uformel stemning, end man oplever på de fleste restauranter. Det skal være en såkaldt Izakaya – en japansk ”kro” – hvor man også kommer til at kunne bestille japansk-inspirerede drinks og fadøl.

Sakébombs og sød soya

Vi tog til åbningsreceptionen tirsdag med masser af vin,  og japanske øl, saké-bombs og en strøm af prøver fra køkkenet med eksempler fra menukortet. 

Udover at man lige skal have styr på den grill, der sørgede for sticks med (halv-rå) misomarieneret hvidfisk og (heldigvis) møre stykker oksekød med en god sødlig, soya-baseret sauce til, lover det godt. Også de stykker sushi med fx asparges eller meget mør laks og lakserogn, hvor også den sagtige ris havde fået lidt kærlighed.

Én af de nye gimmicks skal være de omtalte saké-bombs, der er en fadøl i et glas med to spisepinde lagt over, hvor der derefter balanceres et shot med saké. Du vælter derefter saké’en ned i ølglasset og drikker det hele på én gang.

KAMPAI!